Mexico

Rundt i Mexico-Guatemala – 2004

8. november – Afrejse
Uret vækkede kl. 04.30!! – Hvorfor starter vores ferier altid om natten? Kl. 05.30 var der gruppe check-in i Kastrup, vi var 20 i gruppen! Efter at have gjort vores indkøb gik vi i loungen og spiste morgenmad.
Flyveturen gik med lidt forsinkelse fra Kastrup til London, men det var ligegyldigt for os, da vi havde 4 timers transfertid i London Heathrow, nu blev det kun 3 timer. Flyvetiden London-Mexico City var 11 timer, det er længe, men det gik.

I Mexico er tempoet anderledes end i Danmark, effektiviteten er også mindre. Det tog over 2 timer at komme ud med bagagen, så lidt ventetid på bussen, herfra ca. 1 time til hotellet.
Hotellet var et tidligere palads, som nu var hotel. Bygningen er ca. 100 år gammel, og har en gang været privat bolig. Det er lidt nedslidt, men har en god atmosfære, pæne store værelser og en skøn tagterrasse.
Vi bor lige ud til Zocaloen – “rådhuspladsen” – hvor det kæmpe flag vajer midt på pladsen. Hver morgen kl. 06.00 er der flagopsætningscere-moni og om aftenen flagnedtagningsceremoni. Flaget var dog oppe hele natten!!!

Rundt om pladsen ligger mod øst Palacio Nacional, som i dag fungerer som præsidentens kontor. På nordsiden ligger Catedral Metro-politana, den største kirkebygning i Latinamerika, opført 1573-1813. Kirken hælder faretruende som følge af jordskælvet i 1985. Vi glæder os til at se det i dagslys.

Vi gik en lille tur rundt i nabolaget og fik lidt at spise og drikke, derefter i seng efter at have været oppe i ca. 26 timer.

9. november – Mexico City
Vi fik glæde at flagceremonien, der startede ca. 05.45. Flaget blev taget ned, båret rundt af ca. 60 soldater og sat op igen akkompagneret af trommer og trompeter. Det hele varede ca. 15 minutter. I fortsættelse af dette startede en demonstration for flere boliger til de fattige. Højttalerne gjaldede over hele pladsen uafbrudt, så vi fik ikke sovet mere. Det bliver sikkert det samme i morgen!!!

Mexico City ligger i 2.240 m omgivet af høje bjerge. Byen ligger i et jordskælvsområde og flere gange om ugen er der smårystelser, vi mærkede dog ikke noget.
Efter morgenmaden startede vores byrundtur på Zocalo’n, vi tog metroen 2 stationer til Palacio de Bellas Artes. Den 1. linie i Metroen blev åbnet i 1968 ifm De Olympiske Lege. I dag er der 12 linier, 178 stationer og ca. 5 mio benytter dagligt metroen.

Herfra kørte vi i bus til Xiochimilco. Byen stammer fra aztekertiden og navnet betyder “Stedet hvor blomsterne gror”. Den ligger i og omkring resterne af Texcoco-søen, som en gang strakte sig over en del af dalen. I de “flydende haver” dyrkede man grøntsager, som man sejlede til markedet i Tenochtitlan indtil begyndelse af 1900-tallet, da det meste af søen blev tørlagt. Der er ca. 180 kanaler tilbage i dag og det er et populært udflugtssted for mexicanerne. Det var en skøn sejltur ad de stille kanaler, som vi nød indtil der kom en båd op på siden med mariachier musikere, der sang og spillede. Da der kommer mange turister, var der selvfølgelig mange, der fra deres små både forsøgte at sælge alt muligt fra hatte, tæpper, duge, masker etc. Vi var heldige, at vi var der en tirsdag, så vi havde det for os selv – i weekenden er der sikkert helt fyldt med turister og mexicanere. Derfra kørte vi til Museo Dolores Olmedo Patino. Dolores var model for Diego Rivera og stedet rummer den største samling af hans værker. Dolores samlede og opkøbte kunstværkerne for at bevare dem i Mexico. Der var også en samling af Frida Kahlos værker.

Museet ligger i en gammel hacienda fra 1500-tallet omgivet af en smuk park, desværre havde vi ikke så meget tid, som vi ønskede, da vi skulle videre til Museo Frida Kahlo.

Dette museum ligger i Frida Kahlos barndoms-hjem – et koboltblåt hjørnehus. Et spændende hus, som senere var bolig for kunstnerparret Diego Rivera og Frida Kahlo. Det rummede en samling af malerkunst, mexicansk folkekunst og antikviteter, og hjemmet står som da Frida døde i 1954.

Derefter kørte vi til Museo Nacional de Antropologia. Det var fantastisk flot og havde en enestående samling fra Mesoamerikas mange kulturer lige fra Teotihiacanerne, toltekerne, aztekerne til mayaerne. Der fandtes kopier af mange ting, som vi skal se “live” på vores rundtur, så nu har vi fået lidt baggrundsviden. Museet er fra 1964 og er også arkitektonisk meget spændende.

Om aftenen spiste vi på restaurant Sanborns, som lå i et charmerende hus fra 16. årh. beklædt med blå og hvide kakler. Huset hedder Casa de los Azulejos og på trappeafsatsen fandtes et vægmaleri af Jose Clemente Orozco.

10. november – Mexico City
Dagen startede igen med musik på Zolaco’n ca. 05.45!!!!
Efter morgenmaden kørte vi mod Teotihuacan.
På vejen stoppede vi først ved Tlatelolco eller de tre kulturers plads. Pladsen har fået sit navn, fordi den er omgivet af aztekiske ruiner, en spansk kirke fra kolonitiden og moderne højhuse fra nutiden. Pladsen huskes i dag mest for en blodig massakre på demonstranter den 2. oktober 1968. I 1993 blev der rejst et mindesmærke for ofrene. I 1985 blev området ramt af jordskælvet og en af de store boligblokke styrtede sammen.

Næste stop var Basilica de Guadalupe, Mexicos vigtigste helligdom og målet for millioner af pilgrimme. Den store pilgrimsdag var 13. november, og vi så et par stykker, der allerede var på vej kravlende på knæ. Den nye basilika fra 1976 med plads til 40.000 mennesker ligger ved siden af den gamle basilika fra 1600-tallet. Den nye blev bygget fordi den gamle ikke kunne rumme så mange mennesker, og fordi den efterhånden var sunket så meget, at det ikke var forsvarligt at bruge den. Det var helt underligt at gå i den gamle basilika, da gulvene var meget skrå.

Ca. 50 km nordøst for Mexico City nåede vi endelig Teotihuacan, som er det største ruinkompleks med pyramider for solen og månen. Byens kultur er fra 200 f.Kr. til ca. 650 e.Kr. Ifølge aztekerne var stedet, hvor guderne mødtes for at skabe solen og månen. På vej til Solpyramiden mødte vi en mand, som viste hvordan man lavede den røde farve af kaktuslus, som dyrkes på planten. Den gule farve laves ved at blande tidslens saft med spyt. Simpelt! Solpyramiden, som er 65 m høj, besteg vi med 247 trin til toppen og herfra havde vi en fantastisk udsigt over hele området. Månepyramiden, som er 46 m høj kunne vi ikke komme helt op på – kun et lille stykke. I Jaguar-paladset fandtes flere fresker – bl.a. en jaguar.
Efter et par timers vandring rundt i området spiste vi frokost i nærheden på et sted, hvor vi smagte “pulque”, som fremstilles af agaven. Vi fik en orientering om, hvad agaver bruges til. Normalt blomstrer agaver efter ca. 16 år og herefter dør planten. I Mexico skærer man bladene af efter ca. 8 år, så den ikke blomstrer. Herefter danner agaven saft, som tappes 2 gange om dagen (ca. 4 liter). Denne saft gærer og destilleres ikke, dagen efter har man “pulque” . Som findes i forskellig styrkegrader fra 8-16%.
Pulque er den eneste alkoholiske drik, som kendtes af den gamle indianske befolkning. Det smagte ikke specielt godt!!

Af bladene bruges fibrene som blandes med bomuld og der flettes hatte og tasker af det. Det bruges også til sisal. Der kan også laves papir af lagene i bladene.
Tænk jeg troede ikke, man kunne bruge agaver til noget. Hvad man også lavede på stedet var fremstilling af masker og figurer af stenarten obsidian, som kun findes i dette område.

Herefter kørte vi retur til Mexico City og planen var at besøge Nationalpaladset for at se Diego Riveras vægmalerier, som fortæller hele Mexicos historie. Men sådan skulle det desværre ikke gå, paladset var lukket for offentligheden på grund af statsbesøg. Øv, det havde jeg virkelig glædet mig til at se. Så gik vi til Palacio de Bellas Artes, marmorteatret for opera, ballet og teater, hvor der også skulle være vægmalerier af Diego Rivera. Desværre kom vi 5 minutter i 18.00 og billetkontoret lukker 17.30. ØV, vi skulle altså ikke se disse vægmalerier. Vi købte billetter til aftenens forestilling – en mexicansk ballet/folkedans. Det var en meget flot forestilling og teatret var fantastisk flot.

11. november – Oaxaca
Turen fra Mexico City til Oaxaca går gennem højlandet – en meget smuk tur. Landskabet er omkranset af bjerge (vi er dog stadig i ca. 2.000 m), og vi har Mexicos 3 største vulkaner omkring os. Vejen igennem dalene, hvor bjergene er af forskellige stenarter i mange forskellige farver – hvide, grå, grønne, brune og okker. Det er underligt at se bjerge med kaktus som vegetation modsat vores nåletræer. Beplantningen varierede fra majsmarker til masser af agaver og kaktusser. Vi havde bl.a. et stop ved nogle kæmpe kaktusser ca. 4 m høje. Det var en lang, men flot tur, og vi var fremme ved hotellet ca. kl. 19.00.

Efter at have slappet lidt af, tog vi hotelbussen til Zocalo’n og spiste middag i Casa de la Abuela (Bedstemors hus). På Zocalo’n er der masser af liv, en masse forskellige musikere spiller musik på trompeter, marimba, og der var også mariachier musikere. Mexicansk mad er meget krydret og med chili i alle afskygninger. Ofte serveres kødet med “mole” en slags sovs fremstillet af bl.a. chili, mandler eller jordnødder, kanel, chokolade, sesamfrø og andre ingredienser, som varierer fra egn til egn. Jeg var ikke vild med “mole”.

12. november – Oaxaca
Dagens 1. mål var Monte Alban, zapotekernes hellige tempelbjerg. Det er et storslået ruinområde fra ca. 500 f.Kr. Byens højdepunkt er ca. 1000 år senere, hvor der var ca. 25.000 indbyggere. Monte Alban ligger på er højdedrag ca. 2.000 m over havet. Det var et fantastisk smukt område på et stort plateau omgivet af 3 dale, hvor Oaxaco ligger i den ene. Der var et rigt fugleliv, bl.a. så vi mange kolibrier i træerne med de store hvide blomster. Bjergene kaldtes også de hvide bjerge, sandsynligvis efter disse blomster. Her var mange fantastiske arkæologiske udgravninger, så som pyramider, boldbane, paladser, observatorium, templer og gravkamre. Også i dag fik vi træning i at gå på trapper op ad pyramiderne!

Herfra kørte vi retur til Oaxaca, og vi havde fri indtil kl. 18.00. Oaxaca er en smuk by med mange velbevarede bygninger i typisk spansk kolonistil og mange små gader med interessante forretninger. Vi gik en tur på internet cafe, spise frokost på zocalo’n og traskede rundt i byen og kiggede på markeder, forretninger – en rigtig chokoladeforretning, hvor man kunne få blandet sin egen chokolade til en dejlig varm kop chokolade. Vi nåede endnu en pause i en spændende restaurant, hvor man sad i en patio. Menu- og drikkekortet var 2 store sorte tavler skrevet med kridt. Vi var ved at bestille rødvin, da vi så, de havde Siglo II og III, dem kendte vi da hjemmefra som spanske – vi havde ikke så god erfaring med den mexicanske vin. Men det viste sig at være store Havana cigarer – godt vi spurgte! – så det blev til 2 stk. Negro Modelo øl.

Da vi mødtes med gruppen igen, skulle vi på rundvisning i Santo Domingo katedralen. Den var fantastisk flot, der var ikke et sted på vægge, loft, kupler, kapeller, der ikke var dækket med guld, ædelsten o.lign. Vi har aldrig set noget smukkere. Katedralen er den 3., da de to tidligere blev ødelagt af jordskælv og stammer helt tilbage fra 1500-tallet. Efter at spanierne havde erobret landet overtog de også katedralen og det nærliggende kloster og brugte det til militæret, i kirkens sidekapeller var der hestestalde. Først i 1994 forsvandt militæret og kirken blev overdraget til byen. Herefter startede et kæmpe restaureringsarbejde, som sluttede i 1999. Resultatet er fantastisk. Mange i Oaxaco by mener dog, at der er brugt for mange penge på dette projekt, og at pengene kunne være brugt til andet. Det er sikkert også rigtigt.

Vi var også rundt i klostret, som havde en stor samling genstande fra ca. år 500 f.Kr. fundet i grav nr. 7 i Monte Alban. Graven blev afdækket i 1932. Der var en masse smykker i guld, sølv, jade, turkis og obsidian – ringe, halskæder, armbånd og brocher. Det var smykker, som kunne være lavet i dag, og de bliver ofte kopieret. Det var fantastisk flot. Man kan spørge sig selv, hvordan man har lavet huller i sten til halskæder uden redskaber? – blot med hænderne og redskaber sandsynligvis af sten?? Der var også originaler af steler, figurer og fresker fra Monte Alban. Derudover var der en meget stor samling af ting fra dominikaner- munkene og novicerne, som levede i klostret.

Om aftenen spiste vi på den restaurant, som vi havde besøgt tidligere.
Det var meget spændende og lækker mad

13. november – Tehuantepec
Næste etape gik mod sydøst mod Chiapas provinsen, og vi overnattede på vejen i Tehuantepec, som ligger meget tæt på Stillehavet med et meget fugtigt klima.

Undervejs standsede vi ved det store Tule-træ, der er ca. 2000 år gammelt og er en sumpsøcypres. Det var imponerende stort, og vores lokale “guide” var en lille 5-årig pige, der talte fransk.

Derefter standsede vi i Teotitlan del Valle, der er kendt for tekstiler. Vi fik en demo af vævning og farver. De blå nuancer kommer fra indigotræet, de gule kommer fra lav, de sorte kommer fra bælgfrugterne fra et træ og de røde farver kommer fra kochenille lusen, som lever på kaktusbladene.

Endnu et stop ved “Mezcal Chagoya”, hvor man producerer Mezcal, En speciel type agaver vokserher og efter ca. 8 år, skæres de tykke blade af og “hjertet” skæres frit. De smides i et stort hul med glødende sten, hvor de ulmer ca. 1 døgn. Derefter kværnes de af et hjul, som trækkes rundt af et muldyr. Endelig gærer det i store kar og destilleres. Her på stedet benyttes stadig denne gamle metode, men andre steder er produktionen mekaniseret. Mezcal er en slags brændevin, der drikkes med chili/salt. Det smager ikke godt!!

Herefter kørte vi videre til Tehuantepec, som er en by, der stadig er præget af mange lokale traditioner bl.a. matriarkat, hvor familiemyndig-heden er hos moderen. Vi blev sat af ved det store marked i byen, hvor det var helt tydeligt, at det var kvinderne, der styrede al handel, mand og børn. I øvrigt lugtede der MEGET grimt på dette marked, så vi skyndte os ud.
Herfra kørte vi i “stridsvogne” fra centrum af byen til hotellet. En “stridsvogn” er en knallert med lad, hvor man står op – kun 2 personer i hver vogn.

Om aftenen spiste vi med gruppen på hotellet. Værelserne var udmærkede, men betjeningen var ikke speciel god, det virkede som om, de ikke kunne lide turister – er det ikke det, de lever af?? Vi kan mærke, vi er kommet i den tropiske klimazone – pyha!

14. november – San Cristobal de las Casas
Vi fortsætter tidligt om morgenen i vores bus mod Chiapas provinsen til San Cristobal, der ligger i ca. 2.000 m højde og er centrum for indianerkulturen i Chiapas. Landskabet er meget frodigt og grønt og varierer meget mellem bjerge, dale og søer/floder Undervejs byder vores guide, Allan, på Tunafrugt fra figenkaktussen, som smagte lidt hen ad kiwi – dejlig frisk. I nærheden af Tuxla gik vi ombord i nogle både, der skulle sejle os ad Grijalva floden igennem Sumidero kløften. Kløften er ca. 40 km lang og bjergvæggene er visse steder op til 1.200 m høje. Det var en ubeskrivelig flot sejltur. Der var et rigt dyre- og fugleliv langs floden. Vi så grå og hvide hejrer, amerikanske gribbe, pelikaner og en masse andre. Vi så leguaner, krokodiller og edderkopaber, de var dog så højt oppe i træerne, så vi kun så noget sort bevæge sig. En af krokodillerne var ca. 2½ m lang, den var pænt stor og sikkert ikke rar at hilse nærmere på!

Vi landede ca. ved 18-tiden på hotellet, hvor vi skal bo i 2 nætter – ren afslapning! Det var et dejligt hotel med store værelser med en lille terrasse og have, hvor der allerede var julepyntet. Figurer, der forestillede Jomfru Maria og Josef med Jesusbarnet plus de 3 vise mænd og en masse rener med lys i. Lysekæderne pyntede i alle træerne, så julen var forberedt i en lidt anden stil end hjemme.

Vi spiste på “La Paloma”, en restaurant i gågaden. Det er meget billigt at spise/drikke her, vi betalte 150 kr. for before drink, forret, hovedret og drikkevarer. San Cristobal er den pæneste og reneste by, vi endnu har været i. Den er meget hyggelig, og der er masser af liv og musik/sang bl.a. omkring Zocalo’n.

15. november – San Cristobal de las Casas
I dag er det Sørens fødselsdag – hurra – hurra- hurra.
Vi begyndte dagen med besøg i 2 indianer-landsbyer.
Den første by var San Juan Chamula, der lå ca. 10 km fra San Cristobal. Det var et lille samfund, og hovedattraktionen var kirken, og man skulle have tilladelse fra det lokale turistkontor, før man kunne gå ind i kirken, og det var strengt forbudt at fotografere i kirken. Chamula religionen er en blanding af katolicisme og gammel mayatro. Den katolske kirke har frastødt kirken pga. af den hedenske tro.

Det var en meget stærk oplevelse af gå rundt i kirken. Der var ingen bænke i kirken, gulvene var dækket med grangrene, og indianerne sad i grupper på gulvet med en masse tændte stearinlys foran sig. Disse lys oplyste kirken og genspejlede sig i spejlene rundt om helgenstatuerne langs væggene. Mange var i gang med ofringer i form af levende høns og æg, hønsene vred man lige hovedet af og bad så guderne om et eller andet – det kunne være helbredelse, rigdom, en god høst eller børn.

En pudsig oplevelse fik vi uden for kirken, hvor den lokale vagt havde talt med vores guide, Charlotte, og han fortalte hende. “Jeg lærer meget af turister, jeg har fundet ud af at jorden er rund – er det ikke rigtigt?” – joh! “men så har jeg et andet spørgsmål, hvorfor løber vandet ikke af?” Ja, hvad svarer man på det!! Men han har sikkert kun gået i skole 1-3 år, som stadig er normen i byen.

Derefter gik vi til det lokale egnsmuseum og på vejen passerede vi det lokale fængsel, hvor fangerne stod bag tremmer lige ud til gaden (de nåede lige at tigge cigaretter af os). Vores lokale guide, Antonius, var 15 år og havde gået 3 år i skole. Han fortalte, at pigerne tidligere blev gift som 12-15 år, men i dag er de 18-20 år. Manden køber pigen for ca. 10-15.000 pesos. Han kan have flere koner. Brylluppet holdes hjemme hos pigen. Mayaerne tror de er børn af majsen, så majsen betyder meget for mayaerne. Derfor skal de ha’ tortillas (majspandekager) hver dag og de skal være lavet af kvinder. Hvis konen dør, flytter manden hjem til mor, så han stadig kan få sine tortillas.
Man er ikke specielt glade for hunde, men man tolererer dem, da de tror, at hundene bærer dem ind i dødsriget. Hunden får derfor minimum 1 tortilla hver dag.

Herefter kørte vi til en anden indianerlandsby, Zinacantan, hvor vi også besøgte kirken. Den var mere som en katolsk kirke, men der blev stadig holdt på de indianske traditioner.
I denne by er levestandarden meget højere, skolerne er bedre, der er 9 års skolegang og der findes en teknisk skole for hele staten Zinacantan. Selv en badeanstalt er der i byen. Det offentlige system er der mere styr på, og tiggeri er forbudt, hvis man ser tiggere, kommer de fra nabobyerne f.eks. Chamula.

Vi besøgte en familie, hvor vi blev budt på små tortillas, som moderen bagte og vi smagte majsvin. Vores nysgerrighed bragte os ind i deres stue, som var mørk og sparsomt møbleret med meget små træstole (ikke større end en barnestol), et stort fjernsyn, et lille soverum med en stor madras og et lille køkken.

Efter disse besøg kørte vi retur til hotellet, og vi havde “fri” til kl. 17.00. Vi fik lidt frokost og skålet for Søren, desværre måtte Lone efter frokost gå tilbage til hotellet, da hun ikke havde det så godt. Vi andre fortsatte rundt i byen og kiggede på indianermarkedet og forretninger. Vi besøgte også det store marked med alt fra grønt, frugt, kød, tøj etc. Man skal ikke tænke på kødmarkedet, når man spiser, for hygiejnen er ikke det, man går mest op i!

Efter alt dette var vi blevet tørstige, og vi endte på pavillonen midt på Zacalo’n og fik en drink. Kl. 17.00 mødtes vi hos Na Bolom (Jaguarens hus), hvor den danske arkæolog Frans Blom og hans hustru den schweiziske fotograf Gertrude Duby indrettede deres hjem. Frans og Trudy viede over 50 år af deres liv til at studere indianernes skikke, sprog og historie og huset rummer en af de største samlinger bøger om mayaerne. I 1950 købte de huset, som var et tidligere kloster, og restaurerede det og anlagde en skøn have. Frans døde i 1963 og Trudy i 1993. Studerende kan i dag bo der mod betaling eller mod at donere et kunstværk til stedet. Bl.a. stod der i haven en stenskulptur, den ene side forestillede Diego Rivera og hans mor. Historien fortæller, at hun skulle ha’ sagt til Diego, at han skulle opføre sig pænt. På bagsiden af skulpturen sidder Diego Rivera sammen med 2 stk. unge piger og en fl. i hånden – han havde lige glemt, hvad mor havde sagt.!!!

Efter rundvisningen i huset sluttede vi af med en dejlig fælles middag på stedet. Det var ærgerligt for Lone, at hun ikke oplevede dette hus – forhåbentlig er hun frisk igen i morgen.

16. november – Panajachel
Start kl. 6.00! fordi vi i dag har en meget lang tur til Panajachel i Guatemala.

Guatemala er 2 gange Danmarks areal, der bor 12 millioner mennesker og ca. ½ delen er indianere. Jorden ejes af ca. 20 familier. Man forpagter jord og får tildelt et stykke jord til eget brug.

Nogle steder hyres indianerne af plantageejerne for 2-3 måneder. De bliver hentet af plantage-ejerne i lastbiler, hvor de står på ladet som sild i en tønde. De skal arbejde i enten kaffe-, sukkerrør eller kardemomme plantager. De får ikke løn udbetalt, men indtjeningen bliver skrevet i en bog, og så kan de kun handle i plantagebutikken, da de ingen penge har. Disse indkøb bliver til sidst modregnet “lønnen” og ofte er der meget lidt eller intet til udbetaling. Plantagebutikkens varer er sikkert også dyrere end andre steder.

Turen gik igennem højlandet, der var meget smukt med en skøn udsigt til floder, som løb i dalene. Vegetationen er meget frodig og farverig, der er træer med meget store orange og gule blomster, som vi ikke kender i Danmark. Solhat og Rejnfan står langs vejen, men de er ca. 1½ m høje.

Vi kørte over et pas kaldt “Alaska” ca. 3.200 m høj. Fantastisk flot Desværre er man ikke så sart med affald i dette smukke område, det flød med plastikflasker, -krus og dåser overalt.
Vi kørte igennem byen Solola, hvor der var markedsdag, og en del gader var afspærret. Derfor kørte bussen modsat ind i en ensrettet gade, men det accepteres, der gives plads og man blinker som tegn “kør bare”. Politiet accepterer det også – det er en anden verden!!
Vi nåede Panajachel ved 17-tiden, desværre for sent til at nyde solnedgangen over Lago de Atitlan. Byen har ca. 5.000 indbyggere og er den største af de 15 byen, der ligger rundt om søen. Søen ligger i det guatemalanske højland i 1560 m og er opstået efter en kæmpe vulkansk eksplosion.
Vi spiste på Sunset Cafe ved søen, hvor man kan nyde solnedgangen, det må vi gøre i morgen. Man får bl.a. kanon gode drinks til 15-20 kr.

17. november – Panajachel
Vi sov længe i dag til 6.30!! Vores hotel er super godt, men de er meget sløve til morgenmaden. Tjeneren spurgte os (læs Bent) “Amerika?”, Bent svarede: “No, we are Danish”, til stor moro for os andre – tjeneren mente “American breakfast” – ja, man kan hurtigt blive til grin!!

Efter morgenmaden startede vores sejltur på Atitlan søen, som er omgivet af 2 store vulkaner. Det er ubeskriveligt smukt, desværre er det umuligt at gengive dette på fotos. Efter en kort sejltur, skulle vi vandre langs stranden d.v.s. op og ned ad skrænterne. Vi så mange smukke planter og blomster. Kaffetræerne stod med røde bær, og vi så store avocado- og papajatræer. Trompetblomsten bruges til at lægge på halsen med salve under, hvis man har fåresyge. Eukalyptus tørres og bruges til røgelse. Der var 4 forskellige slags majs – hvid, gul, rød og sort. Aloe Vera kaktussaft bruges også som helbredende salve. Cypres bær (enebær) kogte man og drak for hævede mandler. Alt kan bruges – intet går til spilde. Det var meget interessant at høre disse ting fra vores lokale guide.

Efter vandreturen gik vi igen ombord i båden og sejlede tværs over søen, som er ca. 120 kvadrat km og 18 km på det bredeste sted. Vi besøgte byen Santiago, den største indianske landsby ved søen.
Kvinderne er klædt i meget farverige dragter med broderede fugle og blomster, og især de ældre kvinder går med en speciel hovedbeklædning – en xk’op.
Den består af et ca. 10m langt sammenrullet bånd med rød underside. Vi gik en tur i byen og var bl.a. inde i den gamle katolske kirke i byens centrum.

Herefter sejlede vi retur til Panjachel, og i dag nåede vi både solnedgangen fra Sunset Cafe og skønne ‘frozen magaritas’.

18. november – Antigua
På vej til Antigua skal vi i dag besøge det store indianermarked i Chichicastenango. Det finder sted hver torsdag og søndag og er det største og mest farverige i Mesoamerika.

Allerede dagen før kommer de handlende fra nær og fjern. De sover med deres varer i gaderne. Varerne er pakket i store bylter, som enten tranporteres i biler, trillebøre, på hovedet eller med den lokale bus, hvor bylterne læsses op på taget.

Vi gik en tur i byen, men blev hurtigt træt af at se på alle de varer, vi købte dog et par små kjoler til Ida Maria. I stedet for at handle gik vi med Allan en tur på “bjerget”. Her var livlig aktivitet. De lokale kommer her for at ofrer alting fra blomster, høns til brændevin og cigaretter og beder om f.eks. held i kærlighed, god høst, frugtsommelighed eller forbedret økonomi.

Vi ankom til Antigua ved 17-tiden og blev indlogeret et meget dejligt hotel med store værelser med udsigt til vulkanerne. Der ligger 3 store vulkaner omkring byen, Agua mod syd og mod sydvest står Fuego og Acatenango. Fuego er aktiv, hvilket vi kunne se, når det var mørkt, det var fascinerende at se glødende lava løbe ned af bjerget.

Hotellet her i Antigua er kanon flot, det er en tidligere købmandsgård med mange patios, fantastiske blomster og planter.
Antigua er grundlagt i 1543 og har tidligere været hovedstad i Guatemala. I 1700-tallet blev den flere gange ramt af jordskælv og rystelserne dræbte mange mennesker og ødelagde et stort antal bygninger. Fra slutningen af 1700-tallet til ca. 1850 lå Antigua hen som en ruinby. Herefter har man gjort et stort arbejde med at genrejse de mange historiske bygninger, i stor udstrækning er det lykkedes. Det er en hyggelig by med Parque Central som den centrale plads omgivet af byrådspaladset, guvernørpaladset og Katedralen. Katedralen overlevede ikke alle jordskælvene og i dag er det kun facaden, der er genopbygget. Hovedstaden flyttede man til Guatemala City.

Vi spiste en dejlig middag og på grund af vores manglende spansk kundskaber, blev vi igen overrasket – Søren troede, han bestilte grillspyd, men fik pølser!!!

19. november – Antigua
Om formiddagen besøgte vi et kulturcenter, hvor der var en kaffeplantage (økologisk), et musik- og tekstilmuseum. Kaffen blev lavet ved håndkraft fra plukning af bærene, forskellige processer til man har de to kaffebønner, som soltørres og vendes ofte. Kaffen, der blev produceret på stedet var kun til salg her i butikken. Man har flyttet den store produktion udenfor byen og mekaniseret den. Plantagen var et familieforetagende fra ca. 1880, og familien stammede fra Spanien, og var giftet ind i franske og engelske familier.

Derefter gik vi på musikmuseum, hvor man viste gamle og nutidige instrumenter, som Mayaindianerne havde brugt og brugte. Der var fløjter af konkylier, skildpaddeskjold, som man kunne slå takt på, forskellige trommer, kalabasser, marimbaer og strengeinstrumenter. Endnu et museum så vi med forskellige Maya dragter – hver egn har sin egen dragt, så man kan altid se, hvor de kommer fra. Håndvævede og -broderede i flotte farver. Et stort 4-kantet tørklæde har mange funktioner: skærmer mod solen om sommeren, mod kulden om vinteren, som “kurv” til varer, som bæres på hovedet og endelig til at bære de små babyer på ryggen.

Efter dette besøg kørte vi med den lokale bus retur til byen, det var også en oplevelse at køre i disse skramlekasser med hul i gulvet og sæderne var MEGET slidte, man tør slet ikke tænke på det sikkerhedsmæssige. Vi vandrede lidt rundt i byen, fik skrevet en hilsen hjem fra en internetcafe, spiste kage og drak cappuchino. Vi skal tilbage til hotellets tagterrasse og se solnedgang – og mon ikke vi også skal ha’ en frozen magerita.

Senere spiste vi middag på hotellet, og maden var rigtig god, det er i hvert fald den bedste bøf, vi endnu har fået, og her forstår de lidt engelsk! Efter middagen gik vi en tur i byen, hvor der foran en kirke var “live” optræden med sang og musik – jeg tror ikke de var professionelle!! Det var en sanggruppe fra Caribien, hvor forsangeren var en stor matrone, der svingede med barmen. Efter disse kom en musikgruppe fra Alabama. Det var morsomt at se/høre. Samtidig fyrede indianerne raketter af med flot fyrværkeri, det gør de tit for at jage det onde væk.

20. november – Antigua
I dag skal vi på vores vulkantur. Vi vidste ikke, hvad vi blev udsat for, måske var det godt, for så havde vi nok ikke fået den oplevelse!! Vi blev kørt i bus (eller rettere en gl. smadrekasse, som helt sikkert ikke kunne gå igennem vores bilsyn i Danmark) ca. 1½ time, derfra gik vi ca. 3,5 time op ad bjerget fra 1.600 m til 2.300 m. Det var op ad hele tiden, først gennem et skovområde, så blev vegetationen tyndere og den sidst km var det stejlt op igennem slagger af lava. Det sidste stykke var MEGET hårdt, men vi gjorde det, og det var anstrengelserne værd. Nu stod vi på kanten af krateret af vulkanen Pacaya, som sidst havde været i udbrud i september 2004. Krateret var gul/grønt af svovl og, visse steder kunne man skimte noget glødende. Det røg op af krateret, og den gav også nogle små “puf” af og til.

Efter at have nydt udsigten og tilfredsheden over at vi klarede strabadserne, startede vi nedturen. Den var for mig meget anstrengende, man skulle hele tiden passe på ikke at skride ukontrolleret ned i den løse lava. Jeg måtte da også ned med skulderen en enkelt gang!!!!.Det tog ca. 2 timer at gå ned for mig, jeg var vist også den sidste!! Vores lokale guide fortalte, at han sammen med 2 tyske turister i går eftermiddag havde været oppe og nede på 7 kvarter. Så havde guiden vel og mærket også haft en tur om formiddagen. Man kan altså trænes op – men vi skal ikke forsøge mere, vi har set vulkaner nok. Det var helt sikkert trods alt en fantastisk oplevelse.

Da vi kom tilbage til hotellet, var vi godt brugt. Vi gik i bad, (det var hårdt tiltrængt, da vi var kulsorte af lavaen) og bestilte room service – en sandwich og en dejlig kold øl. Så lagde vi os på sengen og nød solnedgangen herfra, vi orkede ikke at bevæge os op på tagterrassen. Senere fik vi dog slæbt os lidt ned af gaden og spiste middag.
De fra gruppen, der ikke havde været med på vulkanturen, fortalte, at de havde mærket et jordskælv (4,2 på Richterskalaen) i Antigua ca. på det tidspunkt, hvor vi var tilbage i byen. Vi mærkede ikke noget, vores ben har sikkert rystet for meget! Der er mere eller mindre jordskælv hver dag et eller andet sted i Guatemala.

21. november – Rio Dulce
Turen i dag går mod øst til Rio Dulce, som ligger ved den caribiske kyst. Det er en smuk tur, der går fra det kuperede højland ned gennem frodige dale til det tropiske lavland.
Vi besøger ikke Guatemala City, da det ifølge guiden ikke er nogen spændende by, og der er megen kriminalitet og slum – heller ikke mange seværdigheder. Der er Nationalpaladset, som hovedsageligt blev bygget af tvangsarbejdere, som arbejdede i stedet for at betale skat. Skråningerne rundt om Guatemala City er meget tæt befolket, og man bor i elendige huse ofte bygget af træ med bliktage.

Efter frokost besøgte vi Qurigua. Ruinerne af maya-byen Quirigua blev grundlagt f.Kr. og havde sin blomstringstid i 700-800-tallet e.Kr. Der er en masse velbevarede steler med tydelige hieroglyffer, bl.a. en 8 m høj stele, der vejer 65 ton. Det er den største stele, der nogensinde er fundet i nogen maya-udgravning og den er dekoreret med billeder, der fortæller om forskellige ritualer og yderligere forklaret i hieroglyffer.

Efter dette besøg kørte vi til Rio Dulce (den søde flod), hvor vi blev sejlet ud på en ø, og skulle bo i små hytter på pæle i vandet. Det var et pragtfuldt sted med kæmpe drinks, svømmepøl og en lækker restaurant. Vejret var skønt, det begyndte dog at regne lidt ved 23-tiden, men vi er også kommet til regnskovs-området.

22. november – Flores
Vi startede frivilligt dagen tidligt, da vi ville op og se solopgang, men desværre regnede det stadig, da vi vågnede – og det så ud til heldagsregn. Vi skulle i dag sejle op ad floden til byen Livingstone, der ligger ved det caribiske hav.

Vi startede sejlturen i piskende regn, så vi blev dækket til med plastisk og båden sejlede hurtigt. Det regnede tæt i ca. ½ time, så stilnede det af, og det var dejligt varmt. Vi sejlede rundt om små øer, hvor der var et rigt fugleliv, f.eks. hejrer, skarver, parakitter og pelikaner. Et par leguaner i træerne, så vi også plus en masse spændende planter og blomster. Langs floden har indianerne bosat sig, da de blev fordrevet fra højlandet under krigen. De bor i små hytter på pæle i vandet af mere eller mindre god standard. Materialerne er ler eller træ med blik- eller palmetage. Tøjet vasker man i floden. De fleste er meget fattige. Der er dog nogle, som har penge. Der lå nogle store flotte hytter med kæmpe både parkeret i “carporten”.

Vejret blev langsomt bedre, og det var næsten solskin igen, da vi nåede Livingstone – det var i hvert fald varmt. Byen var meget kedelig, men det var sjovt at se befolkningen, som var mørke i huden og meget små og tætte – helt anderledes end mayaerne. Herefter sejlede vi retur til fastlandet, hvor vores bus holdt og kørte os til Flores – en tur på ca. 4 timer, det var sejt, og der blev sovet bravt i bussen. Flores er en lille by fra ca. år 1700, som ligger ved Peten Itza søen. Vi nåede vores hotel ved 19-tiden. Hotellet ligger lige ud til en sø, vi er spændt på at se det i dagslys. Værelset er meget stort og dejligt med udsigt til pølen og søen.  

23. November – Flores – Tikal
Vi startede kl. 05.15 fra hotellet – ferie? for at nå Tikal inden det blev for varmt. Tikal er meget imponerende med flotte restaurerede maya-ruiner. Pyramiderne er nogle af de højeste fra maya-verdenen. Tikal ligger i et regnskovsområde og ruinbyen har været helt dækket af regnskov. Tikal menes grundlagt ca. 900 f.Kr. og storhedstiden er mellem 700-900 e.Kr. Man mener, der har være forbindelse med Teohutican ved Mexico City, dette er tydet fra inskriptionerne på stelerne.

Teorien om Tikals undergang er, at den udpinte landbrugsjord ikke kunne brødføde den voksende befolkning. En anden teori er at området blev ramt af tørke.

Turen gennem regnskoven i Tikal var en fantastisk oplevelse. Vores lokale guide havde øre og næse for fugle, dyr og planter. Vi så ceder-, myre, mahogni- og kapok- og tyggegummitræer, en masse planter, som vi ikke kendte, dog “Moses i kurven” voksede på stenene – blot større end vores stueplanter. Vi så store og små tukaner, meget flotte og farvestrålende papegøjer og kæmpe sommer-fugle. Pludselig hørte og så vi edderkop-aber, der svingede sig i de meget høje træer. På vej tilbage gennem regnskoven så vi en hel flok næsebjørne, vi var ca. 1 m fra dem, de virkede meget tamme.
Tilbage på hotellet nød vi en drink på terrassen og en fantastisk flot solnedgang over søen.

24. november – Palenque
Vi startede igen 05.15 og kørte ad grusveje ca. 3 timer. Det var ikke nogen god oplevelse, bussen var en elendig minibus med meget dårlige sæder, og vejen var hullet. Vi kørte til grænsebyen Bethel, hvor 2 både ventede på os, disse både skulle sejle os til Yaxchilan. Sejlturen på Usumacinta floden var smuk, og vi så da 2-3 krokodiller og nogle leguaner. Floden danner grænse mellem Mexico og Guatemala.

Yaxchilan er endnu nogle maya-ruiner, der ligger dybt inde i regnskoven. Og man kan kun komme til stedet pr. båd eller fly. Ruinerne blev først fundet i 1946 og er ikke nær udgravet endnu. Der var nogle flotte imponerende stenudskæringsarbejder som f.eks. statuer af krokodiller og jaguarer. Mange velbevarede vægmalerier i flotte farver, som skildrede krige, ritualer og festivaler og fortæller meget om mayaernes liv.

På vejen gennem regnskoven hørte vi aber, og pludselig blev lydene højere og tættere på. Så fik vi øje på 2 aber, der sad overfor hinanden og “skældte ud”, gættede vi. Nogle fra gruppen bag os havde også set aberne, og de mente også, de så en sort jaguar – det var der delte meninger om. Hvis det var en jaguar kunne det måske have været advarselsskrig fra aberne.
Vi sejlede tilbage til en lille flække Corozal, og spiste frokost der, inden vi satte kursen mod Palenque. Det var en lang bustur, vi nåede hotellet ca. 19.30. Alle var trætte, spiste middag på hotellet og gik i seng. Det er hårdt at holde ferie!!

25. november – Campeche
I dag startede vi dagen med besøg i mayaruin komplekset i Palenque. Mayaruinerne ligger i en af Chiapas tætte jungler, og det er kun ca. 10% af templer, paladser, gravkamre og andre bygninger, der er udgravet. Palenques storhedstid var i det 7. århundrede. I den store pyramide “Indskriptionernes Tempel” har man fundet gravkamre, som man gjorde i pyramiderne i Egypten. På den store plads er der et kompleks med bygninger med gårdhave, gange og tunneler og tårne i flere etager – kan være brugt som observatorium.

Der findes også en meget stor boldbane, hvor man ikke er helt sikker på, om det var godt at vinde eller tabe, og derfor blev ofret til guderne

Det var et kæmpe område, og vores guidede tur startede med en tur igennem regnskoven – og det regnede, der af navnet – og undervejs så vi de forskellige templer og paladser, der var udgravet. Mayaerne var gode astrologer, de placerede templerne efter solen, så skyggerne kunne angive tidspunktet på dagen. Der var også “toiletter” og “kloaksystem”. Byen blev sandsynligvis forladt, fordi jorden forsvandt, den brugte man til byggematerialer, træer og planter forsvandt for at gøre plads til afgrøder, hvilket betød, at de klimatiske forhold ændredes. Ingen træer – ingen regn. Dette er kun formodninger.

Pyramiderne blev opdaget for 10-15 år siden, og så sent som i 2002 fandt man mere, og der gættes på, at alle “højene” i området gemmer templer/grave.

Vi skramlede videre i vores elendige bus og gjorde stop ved den Mexicanske Golf, hvor der var mulighed for at bade. Desværre havde jeg fejlbedømt min lyst til at bade og ærgrede mig over ikke at have badetøj med. Jeg måtte nøjes med at soppe, det var skønt varmt vand med meget høje bølger i dønningen, så høje at mine shorts blev meget våde. Vi var på hotellet ca. kl. 20.15!
Igen en meget lang og oplevelsesrig dag.

26. november – Merida
Vi startede dagen med en byrundtur i Campeche, vi kørte i den lille åben togvogn. Byen har bevaret meget af sin karakter fra kolonitiden, og byen er hovedstad i staten Campeche. Som værn mod pirater byggede de spanske myndigheder en bymur, der var 8 m høj, 2,5 km lang og 2,5 m tyk som fæstning. Denne mur eksisterer stadig. Rundt om centrum – Parque Principal – ligger flere elegante gamle bygninger med flotte facader og buegange.

På vejen mod Merida stoppede vi i Becal, som er kendt for sine hatte- og tøjfabrikker. Hvis fabrikkerne eksporterer varerne, betaler man ingen skat. Vi besøgte en familie, der producerede panamahatte. Kvinderne, der flettede hattene, sad i en grotte. Hattene flettes af tørrede palmeblade, som er delt i tynde stykker og pga temperaturen flettes de i grotten. Vi nåede Merida sidst på eftermiddagen og gik en tur i byen. Merida er Yucatans hovedstad
med 750.000 indbyggere. Merida har en god atmosfære, gamle bygninger fra kolinitiden, smalle gader og et rigt folkeliv på den centrale plads, Plaza Mayor, med skyggefulde træer omgivet af Katedralen og rådhuset, Palacio Municipal. Her i byen har man også en flagnedtagningsceremoni, som vi overværede kl. 18.00. 25-30 soldater med trommer og trompeter går pladsen rundt 2-3 gange, hvorefter flaget tages ned og bæres udfoldet væk af 6 soldater.

Vi spiste sammen med hele gruppen på en restaurant, som Allan havde anbefalet. Det var et hyggeligt sted, og maden var meget lækker. Vi smagte en speciel maya-kaffe, som er flamberet kaffe med en masse ting (læs spiritus) og pisket mælk. Det smagte godt. Herfra gik vi videre til en cafe, hvor vi også smagte lidt forskelligt inkl. en anden speciel kaffe, anbefalet af Allan.

27. november – Playa del Carmen
Tidligt startede vi fra Merida lidt trætte i hovedet efter i går! Heldigvis havde vi fået en ny bus, det var dejligt. På vejen skulle vi besøge det sidste, men absolut ikke det mindste, Mayaruinkompleks, Chichén Itza. Ruinerne er meget velrestaurerede og området dækker 15 kvadratkm. Stedet var beboet omkring 1.000 f.Kr. og frem til ca. år 900 e.Kr. Storhedstiden var fra år 700-900 e.Kr.
Vores lokale guide var en stolt mayaindianer, og han “oversatte” tit udtryk til mayasprog – det var sjovt at høre og ikke til at forstå eller gentage. Det var et imponerende område med mange templer, “de tusinde søjlers gang”, en kæmpe boldbane, observatoriet og en hellig brønd, som blev benyttet til offergaver til regnguden, og derfor brugte man ikke vandet som drikkevand. Det fik man fra andre brønde.

Vi spiste frokost på stedet, det er meget varmt, og vi er snart mætte af pyramider. Vi besteg dog alligevel den største og flotteste – Kukulcan pyramiden, dog kun udvendig. Det var muligt at komme ind i den også, det var kun Søren, som gjorde dette.

Kukulcan pyramiden indeholder elementer om tidsopfattelsen. De fire trapper med 91 trin hver inkl. platformen på toppen, giver et antal på 365, som svarer til dage. Hver side har 52 felter, der svarer til uger. Fra toppen var der en fantastisk udsigt over hele området.

Derefter fortsatte vi til Playa del Carmen, som vi nåede ved 19-tiden. Endnu en lang, varm dag, så jeg tror alle glæder sig til at slappe af ved vandet i morgen.
Hotellet er meget spændende og bygget i 2 etager med små afsnit og terrasser omkring en have med meget smukke blomster og palmer.
Det ligger lige ned til stranden, så det kunne ha’ være helt perfekt.

Desværre trak vi denne gang en nitte, vores rum bar præg af, at det var længe siden, det have været beboet af andre end kakerlakker. Bent så straks 3-4 store kakerlakker på gulvet, han sagde de var døde, men desværre virkede vores toilet ikke så godt, så den ene bevægede sig i hvert fald!! Vi forsøgte at få et andet værelse, men alt var optaget.
En “handy-man” forsøgte at lave toilettet, men det blev faktisk kun værre af det. Nu kunne det godt nok skylle ud, men cisternen dryppede, så vi fik fodbad! Det kostede hotellet adskillige håndklæder og puder for at suge dette op!!! Det værste var dog, at da vi skulle i seng hoppede der en stor kakerlak ud fra min seng – selvfølgelig – så jeg lukkede ikke et øje den nat.

I øvrigt kan vi heller ikke bruge vores dejlige terrasse, da en masse flagremus havde slået sig ned under palmetaget over terrassen og oversked stole, bord og gulv. Hyggeligt!!
De andre i gruppen så ingen kakerlakker ej heller flagremus – så vi var bare uheldige. Vores flagremus blev et tilløbsstykke for hele gruppen, alle ville fotografere dem!!

Byen er en gammel fiskerlandsby, som nu har vokset sig stor og populær takket være den pragtfulde strand. Den er meget turistet, og der er et værre leben med masser af amerikanske turister og butikker med en masse souvenirs, næsten som Dyrehavsbakken. Det er lidt synd, for stranden er bare skøn. Vi spiste en hyggelig middag og sluttede af med Maya-kaffe.

28. november – Playa del Carmen
Ren afslapning hele dagen på stranden. Om aftenen mødtes vi med Allan kl. 19.00 til en drink og frugt (kaktusfrugt og en rodfrugt, der smagte lidt æbleagtigt). Senere gik vi på en restaurant, hvor vi spiste en lækker middag og sluttede af med maya-kaffe. Nogle af os gik videre til en bar og fik en kæmpe ‘frozen Magarita’. I morgen er det slut, og vi starter vores hjemrejse på ca. 24 timer!!!

29/30. november – Hjemrejse
Efter morgenmaden kørte vi til Cancun lufthavn, hvor vi tilbragte ca. 3 timer. Flyvetiden Cancun-Miami var ca. 2 timer.

Efter grundigt sikkerhedscheck stod vi nu i Miami airport, hvor vi spiste frokost og tilbragte ca. 6 timer i Diners Lounge, det gjorde ventetiden lidt sjovere. Miami-London ca. 8 timer gik fint, da jeg sov dybt de 4 timer, det kneb lidt mere for Bent at sove. Han påstod det var på grund af min snorken, det kan jeg ikke tro!!! Der var kun 1½ times transfer i London Heathrow og endelig efter 2 timers flyvetur ankom vi til Kastrup. Det er en lang rejse.
En fantastisk spændende rundrejse med alle tiders guide og hyggeligt selskab er nu slut.

Det vil vare længe inden alle indtrykkene har sat sig.