Skip to content
Menu
BWJ's hjemmeside
  • Mine fugle
  • Frankrig
  • Egypten
  • Østrig
  • Italien
  • Portugal
  • Kina
  • Tjekkiet
  • Vietnam
  • Mexico
  • Rusland
  • Cambodia-Vietnam
  • Korsika
  • New York
  • Spanien
  • Haven
BWJ's hjemmeside

Spanien

Malaga – Caletta de Velez 2017

12. september – afrejse

Planmæssig afgang fra Hørsholm. På vej ud af døren hørte vi i TV, at terminal 2 var lukket p.g.a. bombetrussel. Ingen tidshorisont. Da vi ankom til Terminal 3, var den propfyldt, og det var umuligt at bevæge os. Det varede ca. 1 time. Derefter åbnede man igen terminal 2, og det gav kaos ved check-in og køen til security check var alen lang. Vi blev ca. 2 timer forsinket, men indhentede ca. 30 min.

Huset vi boede i – Calleta de Velez

Vi blev hentet i Malaga lufthavn af Bents kone, Jannie, som kørte os til huset. Skønt hus. Vi pakkede ud og slappede af resten af dagen. Vi skulle mødes med Jannie kl. 20.30 hos biludlejningen for at skrive papirer. Vi troede lige vi kunne nå at spise lidt inden, men køkkenerne åbnede først kl. 20.00. Vi fik dog nogle hvidløgsrejer og måtte vente med at spise. Vi fik ordnet papirerne på bilen, og pudsigt nok var det en Lazetti magen til vores egen, dog en nyere model. Vi var godt sultne og fandt en dejlig restaurant og spiste en god middag. Inden havde vi lige handlet ind til morgenmad.

Den lokale strand i Caletta de Valez

13. september – Caletta de Valez

Skønt vejr ca. 30 grader og ikke en sky på himlen.
Vi startede med at handle ind i ALDI. Jeg har aldrig set så stor en ALDI, de har bare alt – mener ALT. Herefter kørte vi lidt rundt for at orientere os.

Frokost spiste vi hjemme. Derefter gik vi en tur til stranden, som var dejlig, og vi fik en forfriskning. Gik hjem og skiftede til badetøj og gik igen til stranden og badede. Herligt. Middag hjemme og afslapning. 

Alhambra – på vej til Sommerpaladset

14. september – Alhambra – Granada

Vi havde booket billetter til Alhambra kl. 10.00, så vi skulle hjemmefra kl. 7.30. Vi nåede det i god tid. Fantastisk sted, hvor vi brugte 2½ time. Alhambra er en af de største arabiske borge i Spanien, når man træder ind i salene og gårdhaverne folder skønheden sig ud. Her er skabt de mest komplekse og raffinerede udtryk for arabisk kultur i middelalderen.

Løvepaladset med Løvebrønden i midten

Løvepaladset er perlen i Alhambra med 124 slanke marmorsøjler, der bærer søjlegangen og i midten Løvebrønden, hvor 12 løver i persisk stil bærer et stort stenbassin.

Et andet fantastisk palads er Karl 5.s Palads, et renæssancepalads inspireret af italiensk renæssance med afrundede granitblokke og romerske søjler og friser.

Springvand i Sommerpaladsets have

Sommerpaladset var også et besøg værd. I gårdhaven er der et langt, smalt bassin med snesevis af springvand, hvor vandet står i rene buer, og frodige og farvestrålende blomsterbade. Herfra er der en smuk udsigt over hele Alhambra.  
Sent hjemme og middag på terrassen. 


15. september – Malaga

Picassomuseets indergård

I dag kørte vi til Malaga. Den gamle historiske bydel er spændende, og som H.C. Andersen skrev i sin rejsebog om Spanien: ”I ingen by i Spanien har jeg følt mig så veltilpas og så velkommen som i Malaga.” Der er lavet en statue af HCA, hvor han sidder på en bænk med sin rejsetaske og en lille grim ælling.

Det er H. C. Andersen til højre

Vi besøgte katedralen, som har en enorm facade. Oprindeligt lå der en kirke her, men maurerne byggede en moske oven på, som så atter blev en kirke i 1487. Herefter gik vi til Picasso museet, der rummer en væsentlig samling af hans værker. Picasso bevarede kærligheden til sin fødeby og flere gange  var han klar til at sende værker fra Frankrig, hvor han frivilligt boede i eksil under Franco. Franco forbød at udstille værker af den ”perverse Picasso”.

Det er Picasso til venstre

Hjemme igen spiste vi frokost. Jeg gik til poolen, men ingen liggestole, dem skulle man selv have med. Jeg fortsatte til stranden og lå der en times tid. Det blæste en pelikan og der var kæmpe bølger, så badning frarådedes. Middag hjemme og afslapning

Et af de mange billeder i Picassomuseet

Udsigt over Mijas

16. september – Mijas

Vi nød formiddagen på terrassen og kørte derefter til Mijas, en af de hvide byer. Her gik vi lidt rundt i de smalle hyggelige gader og spiste lækre tapas til frokost. Hjemme igen gik vi en tur til stranden, men det blæste stadig helt vildt, så vi drak et glas hvidvin og betragtede bølgerne. Hjemme dejlig afslapning, inden vi skulle spise middag på restaurant Eclipse, anbefalet af Jannie og Bent. Da vi havde sat os, kiggede jeg mig lidt omkring og opdagede Jannie, som sad med Bent og et par venner. Pudsigt. Vi blev inviteret til deres bord, men ville ikke blande os.                                                                 
 Vi spiste en dejlig middag, kaffe og Carlos I

Kakler på en væg i Ronda

Kløften ved Broen Puento Nuevo

17. september – Ronda og Setenil

Da vi skulle køre, lyste en advarselslampe i bilen, så vi kørte til udlejningen, men der var lukket søndag. Jeg ringede til Manuel, og han kom i løbet af 10 min. Vi fik en anden bil. Det sinkede os ca. 1 time. Herefter af sted mod Ronda, desværre viste GPS’n os en lortevej (jeg mente, det var en omvej), så det tog en krig at køre til Ronda. Ronda er delt i to bydele på hver side af en 100 meter dyb slugt, og floden Rio Guadalevin løber i bunden. Broen Puente Nuevo forbinder de to bydele, broen er et imponerende bygningsværk fra 1793 med tre høje buer. Vi gik lidt rundt både i den gamle og nye bydel, det var meget hyggeligt. Vi spiste lidt tapas til frokost, herligt.

Udsigt over de snoede veje ned til Setenil

Kl. var 16.00, så vi var lidt i tvivl, om vi gad køre til Setenil, anbefalet af Bent. Vi gjorde det, og vi fortrød det ikke. Spændende by hvor beboelse, butikker og restauranter er konstrueret under udhængende klippepartier, som yder beskyttelse mod sol og regn.

Vi kørte ad motorvejen hjem, måtte dog ca. 45 km nedad ad masser af hårnålesving, så Bent fik testet sine køreevner. I Marbella nåede vi motorvejen og var hjemme kl. 20.00. Heldigvis havde vi købt langustinos, så vi havde nem dejlig mad. Det var en laaaaaaang dag. Vi (læs jeg) har nok været for ambitiøs med vores gøremål, der har ikke været meget tid til afslapning (ferie), men vi har oplevet en masse.

Butikker og restauranter er konstrueret under udhængende klippepartier

18. september – Caleta de Valeze

1. dag uden planer, d.v.s. vi er inviteret til vin og tapas hos Jannie og Bent kl. 15.00. Afslapning indtil da. Vi skal senere pakke og af sted til lufthavnen kl. 04.30.

Det var rigtig hyggeligt hos Jannie og Bent, de boede i et super lækkert hus og vi fik meget lækre tapas. Vi var ikke hjemme før ved 20-tiden.

Vi fik pakket og gik tidligt i seng.

19. september – hjemrejse

04.30 kørte Manuel fra biludlejningen os til lufthavnen. Hjemrejse gik planmæssigt.

En lækker ferie var slut, det er ikke umuligt, at vi lejer det hus en anden gang.

Sider

  • Cambodia-Vietnam
  • Egypten
  • Frankrig
  • Haven
  • Italien
  • Kina
  • Korsika
  • Mexico
  • Mine fugle
  • New York
  • Østrig
  • Portugal
  • Rusland
  • Spanien
  • Tjekkiet
  • Vietnam

Søg

Seneste kommentarer

    ©2023 BWJ's hjemmeside | Powered by WordPress and Superb Themes!