5./6. november 2009 – afrejse/Singapore
Efter morgenmad i lo lungen afgik flyet planmæssigt fra Kastrup.
I Singapore Airlines er der god plads til ben og maver! Betjeningen var god, vi fik drinks, 3 retters menu med vin etc. Og flere drinks, hvis vi ønskede, og det gjorde vi!
Vi landede i Singapore kl. 620 godt trætte, men med store forventninger. Vi kørte til hotellet, og måtte vente 1 time på vores værelser. Det var et pænt stort værelse. Efter at have installeret os, gik vi på opdagelse i byen. Vi startede i det arabiske kvarter, som er stærkt præget af den muslimske levemåde. Husene er østlig præget, men også en del stammer fra kolonitiden. Den store Sultanmoske lå i dette område og stammede fra starten af 1800-tallet. Ibedesalen var der plads til ca. 5.000 troende. Desværre kunne vi ikke besøge moskeen indenfor, da det var fredag, som er muslimsk bededag.
Det begyndte at regne en lille smule, så vi søgte i tørvejr og kunne så ved samme lejlighed smage en lokal øl og kigge lidt på lokalbefolkningen, der også søgte tørvejr.
Da det blev tørvejr gik vi videre til “Littie India”. Denne bydel er meget levende med mange butikshuse, som sælger farvede tekstiler, grøntsager, tørrede frugter og krydderier. Der handles også med mange religiøse genstande, forskelligt kunsthåndværk og souvenirs. På vejen besøgte vi et par templer, det første, Sri Veeramakaliamman templet, som er hinduistisk og er bygget i 1881. Da det var fredag var der mange besøgende i templet. De troende kommer hver torsdag og fredag for at bede og dyrke deres gud. Det var et meget smukt tempel og indgangsportalen er smykket med en masse rækker af små skulpturer.
Det næste tempel, vi besøgte var Sri Srinivasa Perumal templet, hinduistisk og bygget i 1855. I 1966 blev indgangsportalen bygget med et imponerende 6 etagers højt tårn udsmykket med små skulpturer. Dette tempel er det vigtigste i Singapore og er udgangspunkt for en årlige festival.
Overalt var der markeder, små spisesteder, hvor de lokale spiser og drikker deres måltider. Vi var også blevet sultne og smagte lidt mad og en kølig øl. Det er meget varmt og luftfugtigheden er høj.
Tilbage på hotellet slappede vi lidt af. Senere gik vi en tur i Chinatown, hvor vi spiste vores aftensmad. På vejen passerede vi Kapellet Chijmes, tidligere klosterskole fra 1854. Nonnerne drev det som tilflugtssted for kvinder, børnehjem og skole. I dag er det indrettet med barer, restauranter og butikker. Vi gik ikke alt for sent i seng, da vi var lidt i søvnunderskud.
7. november – Singapore
Efter morgenmad tog vi en taxa til Jurong Bird Park, ca. 30 min. kørsel fra hotellet.
Parken er på 20 ha og er meget smukt anlagt med over 8.000 fugle fra mere end 600 arter. En “panorail” kørte rundt i parken og gaven panorama udsigt over parken.
Man kunne også spadsere rundt i parken. Vi benyttede os af begge dele og hoppede af/på det lille tog et par gange. Vi hoppede af i en af de kæmpestore voilers, hvor fuglene flyver frit omkring. Man har genskabt fuglenes naturlige
levesteder, inklusive simulerende tropeuvejr. Bent havde helt klart fugletække, der sad ofte 3-4 flotte fugle på ham.
Selv på Søren satte fuglene sig også, men her kunne de mærke, at han var ligeglad med dem. Fuglene var i smukke farver – blå, røde, grønne og gule. Et andet sted, hoppede vi af toget i en lidt jungleagtig natur med fritflyvende fugle og vi så også en enkelt leguan. Et 35 m kunstigt vandfald var i denne “regnskov”.
Efter en tiltrængt pause tog vi igen toget videre og så store flokke af alm. flamingoer, røde flamingoer og rød ibis. Der var også træskonæb, pelikaner, sorte og hvide svaner, hvide svaner med rødt næb, gribbe, ørne, tukaner og mange småfugle i spændende farver. Jeg skal da ikke glemme at nævne de store papegøjer i strålende farver.
3/4 del af deltagerne udenfor indgangen til Jurong Bird Park
Det var en fantastisk oplevelse, selv for folk, der ikke er specielt fugleinteresseret er parken en nydelse at gå i. Den er helt klart et besøg værd, hvis man skulle komme på de kanter igen!!!!!
Herefter tog vi en taxa tilbage til byen og stod af i Orchard Road og spiste frokost. Senere gik vi op ad Orchard Road, Singapores mest berømte forretningsgade med talrige indkøbscentre med designer-varer fra hele verden. Centrene var fantastisk flotte, men vi nåede dog kun en brøkdel af disse. Der var talrige steder med natteliv, barer, pubber, cafeer og restauranter. Internationale hoteller som Hilton, Marriott, Grand Hyatt og le Meridien var også repræsenteret. Man kunne gå der i dagevis, hvis man skulle se alle centre. I 1840’erne var gaden et 2,5 km langt hjulspor, som
var omgivet af gravpladser, frugtplantager og enkelte huse. Singapore er generelt en meget ren by.
Godt trætte nåede vi hotellet ved 19-tiden.
Senere gik vi en tur langs floden, hvor der var en liflig atmosfære med barer, pubber og restauranter. Her spiste vi vores middag. Herefter gik vi til Raftles Hotel- et kompleks af hvide bygninger i kolonistil omgivet af verandaer, små gårde og parker.
Jeg gik ind i lobbyen – hold da op hvor var den flot.
Vi besøgte long bar, hvor man drikker den berømte lyserøde drink: Singapore Sling. Den smagte nu ikke så godt, den var for sød og var ikke 100 kr. værd, men det skal man prøve, når man er i Singapore. Atmosfære i baren var hyggelig, interiøret var brunt, i loftet var der store blade som vifter og skallerne fra peanuts flød over hele gulvet.
I dag huskede jeg min skridttæller: 16.005 = 10,4 km.
8. november – Siem Reap
Vi blev henter kl. 7.30 og kørte til lufthavnen, landede i Siem Reap kl. 12.40.
Proceduren med udstedelse af visum gik forholdsvis hurtigt, lidt langsommere gik det indrejse registreringen. Vores guide ventede på os og vi kørte direkte til en restaurant, hvor vi spiste frokost. Herefter kørte vi til Prince D’Angkor Hotel, som er S-stjernet og ca. 10 år gammelt. Der var en meget smuk have og en skøn pool.
Vores værelse lå lige ud til poolen med en lille terrasse. Siem Reap har mange nye hoteller. Vi fik kun tid til lige at se værelserne og sætte bagagen.
Herefter kørte vi med tue-tue til Les Chantiers Eeoles, kunsthåndværker skole, hvor de studerende boede 8 mdr. Og studerede arbejder med træ, sølv, maling etc. Herefter flyttede de studerende, men var garanteret arbejde på stedet. Silkemaling var kun med studerende, der var døve og stumme. I Cambodla er den offentlige skole gratis, men der er stadig 30%, der ikke går i skole af flere forskellige grunde f.eks. at de bor for langt fra skolen.
Videre kørte vi med tuc-tuc – ca. 40 km – igennem landsbyer. Det var en meget interessant tur og gav et indtryk af almindelige menneskers liv i de små landsbyer. Der var ikke elektricitet og vand i husene. Vandet hentes i floden og el skaffes via batterier. Der var ofte kun en meget skarp lampe og de få, der havde TV , kørte det på batteri. Maden lavede man udendørs på ildsteder i en kæmpestor WOK. Mange af husene ernærede sig også ved små “butikker”.
Det første tempel, vi besøgte var Banteay Srei, som betyder “kvindernes fæstningsværk”, den lokale forklaring er, at man sammenligner templet med en smuk ung kvinde, der gemmer sig i skoven. Det er et miniature “eventyrslot”, som ligger midt i en skov. Dette tempel var ikke kongeligt, men blev bygget i 967 til en embedsmand. Det blev opdaget at franskmændene i 1914. Udsmykningen af templet er overdådig og udført i en hård lyserød sandstensart med figurer, relieffer og udskåret løv.
På vej hjem punkterede Lone og Sørens tuc-tuc, der i forvejen kørte meget langsommere en vores. Heldigvis var det lige i nærheden af et lille værksted, hvor den kunne blive lappet. På grund af dette uheld, blev vi meget forsinket og kom sent til hotellet. Hm!
Vi fik 10 min til bad og omklædning, hvilket jeg nægtede, så det blev til 20 min!!! Så vi piskede rundt i værelset og kunne ikke finde kontakter til hårtørrer etc. Det var bulder mørkt og vi havde ikke tid til at finde mere lys. Vi mødte guiden i receptionen, men jeg måtte tilbage efter mine briller, det opgav jeg dog at finde i det mørke værelse. Så jeg var tosset og skældte ud, så guiden blev helt forskrækket, han var ikke vandt til at se sådant et udbrud. Dagen efter spurgte han, om jeg havde det godt og om jeg evt. havde sovet på gulvet. Han mente, at Bent havde “straffet” mig for mit udbrud!!! Han skulle bare vide, at jeg beherskede mig meget!!
Vi kørte til en restaurant, hvor middagen var en kæmpe buffet med alt mellem himmel og jord. Samtidig med middagen kunne vi se en Apsara danee show. Det var et meget smukt show, dog var musikken noget ensformig.
Vi sluttede dagen af med en drink i baren på hotellet, hvor der var levende musik med en meget sød sangerinde, der kom hen til os og spurgte, om vi havde nogle musikønsker.
9. november – Siem Reap
På grund af punkteringen nåede vi ikke hele programmet fra i går, så vi startede med at køre til Pre Rup templet. De lokale beboere kalder templet for begravelsestemplet, og man mener, at flere konger er blevet kremeret her. Templet er fra 900-tallet og er bygget til guden Shiva og har smukke varme farver og de fem hovedtårne symboliserer Menubjerget, hinduismens mytiske bjerg.
Næste stop var ved templet Ta Prohm. Templet er fra 1100-tallet og da franskmændene besluttede, at templet skulle fremstå, som det var, da de første opdagelsesrejsende ankom til Angkor i 1800-tallet. Ved at sammenligne med de restaurerede templer kan besøgende se betydningen af restaureringen. Det var fantastisk at se, hvordan træers grene som fangarme og ikke mindst rødderne slyngede sig om ruinerne.
Angkor kongeriget blev grundlagt i 800-tallet af Kong Jayavarman 2., som kom fra Java. Omkring 900-tallet flyttede man til området, hvor Angkor-templerne ligger i dag. I 1400-tallet gik Angkor langsomt i opløsning efter adskillige angreb fra Siam (Thailand). Angkor blev hærget og plyndret og sammen med 60.000 familier blev buddha figurer af guld og ædelstene ført til Thailand. I dag findes mange af statuerne i Mandalay efter burmesernes angreb på Thailand.
Angkor Thom var regeringsby for 38 Khmer konger på ca. 9 km”, På templet findes der fem ens porte, som vender i alle verdenshjørner, dog 2 mod øst. Den ene kaldes “De dødes port” og Sejrsporten”, portene er ca. 20 m høje. Hver port var forsynet med gigantiske ansigter, der vender mod hvert sit verdenshjørne. Rundt om byen var der en voldgrav, hvor man efter sigende holdt krokodiller.
Det var et kæmpe område og turen rundt varede flere timer, og normalt var der ikke indlagt pauser, men da det var 30 grader, fik vi dog vores guide til at holde en pause, hvor vi kunne nyde en dejlig kold øl, bortset fra at vi blev overfaldet af sælgere, der solgte bøger og alle former for kunsthåndværk. Jeg købte dog en meget smuk dug.
Herefter kørte vi retur til Siem Reap og spiste frokost. Efter frokost satte vi kurs mod Angkor Wat, det største og flotteste af alle templerne. Angkor Wat blev opført i 1100-tallet og byggeriet tog ca. 30 år. Det blev forladt af Khmerne i 1400-tallet og blev herefter beboet af buddhistiske munke. Angkor Wat er på størrelse med kejserbyeni Beijing . Templet er fyldt med smukke udsmykninger og relieffer. Mange forskellige reliefgallerier fortæller kongernes historie inklusive deres forskellige slag, der er også relieffer med scener med guder og dæmoner. De er fantastisk udformet med en masse små detaljer og alle meget flot bevaret Masser af symboler som slanger, løver, apsara dansere findes i udsmykningen.
Indgangen til templet går ad en bred bro over voldgraven omkring templet Et bestemt sted på området kunne man se alle de 5 tårne.
Det var stadig ca. 30 grader, så da vi var retur på hotellet sidst på dagen, nød vi en drink ved poolen, og nogle af os badede (læs: Lone og mig). Resten af dagen slappede vi af ved poolen.
Cambodjanerne på gaden er ikke interesseret i hævn, men vores guide forklarede, at de gerne vil have placeret et ansvar. De ønsker, at de ansvarlige for folkemordene bliver stillet for en domstol. Der er 4 overlevende Khmer Rouge ledere.
Så kørte vi til det russiske marked, hvor man kan købe alt og jeg siger alt. Det var kæmpe stort og det var meget varmt, det var ikke til at holde ud at gå der. Bent og jeg gik udenfor markedet og fandt en kold øl.
Efter en dejlig buffet frokost med alt hvad hjertet begærede kørte vi til lndependent Monument og forbi “Central Market”, der dog var lukke p.t. – heldigvis.
Resten af eftermiddagen tilbragte vi ved poolen, det var lige til at holde ud, bortset var nogle små irriterende fluer.
Desværre havde Lone det ikke så godt, så vi var kun tre til middag. Vi gik langs vandet og passerede kongepaladset. Det var meget smukt med lys på om aftenen.
Vi fandt en kinesisk restaurant, hvor vi fra 1. sal havde udsigt over floden. Vi sluttede af i pool-baren med en “nightcap”.
13. november – Chau Doc
Afgang fra hotellet kl, 11.00 og med “fast boat” sejlede vi kl. 12.00. Det var en båd. med plads til ca. 40 pax. Den larmede meget specielt fordi vi satte os på agterdækket, da det var udendørs, dog med tag. Vi sejlede ca. 5 timer ad floden og måtte af båden både ved den cambodianske og vietnamesiske grænse. Disse grænsestationer er meget alternative blot et lille hus ved bredden.
Det var tydeligt at se, vi var kommet til Vietnam, husene langs floden havde alle TV-antenner d.v.s. El, hvilket ikke alle i Cambodia havde. Selv den mindste hytte havde en antenne. Vi passerede mange skibe med kombineret bolig og arbejde.
I første omgang sejlede vi forbi vores hotel, jeg ved ikke om “skipper” havde glemt os. Så vi måtte en tur tilbage ad floden og lagde tillige ved hotellet. Vores værelser var store med en stor altan med udsigt over floden. Vi skyndte os en tur i poolen og nød en drink og en flot solnedgang.
Chau Doc ligger tæt på den cambodianske grænse og lever af grænsehandel ikke mindst de udenlandske cigaretter, som smugles ind i landet via Chau Doc.
Vi gik en tur langs floden for at finde en restaurant, men det var ikke så nemt, der var mange gadekøkkener, men det havde vi ikke rigtig lyst til. Det lykkedes os . endelig at finde en restaurant og pudsigt nok var der 5-6 fyre fra Tyskland, der også havde været med båden, der havde fundet samme restaurant. Vi kan genkende Vietnam med de mange cykler og motorcykler, som dytter og larmer hele tiden og rødt lys respekteres ikke, så man skal følge godt med i trafikken.
14. november – Chau Doc
I dag havde vi fridag så vi gik lidt rundt i byen og kiggede på gadelivet. Byen var ikke så spændende, men det er altid sjovt at passere de mange små butikker, som også er bolig. Den bagerste del af butikken er dagligstue, hvor fjernsynet har hædersplads og om aftenen bliver motorcyklen parkeret i “stuen”.
Trafikken var larmende og der kørte meget få biler. Hvis der kørte 1 00 cykler/motorcykler, kørte der kun et par biler, mest små lastbiler ikke mange personbiler. Cyklen/motorcyklen bruges som transport af frugt, møbler, vanddunke, levende dyr etc.
Det var 30 grader, så vi var på udkig efter en kold øl. Når vi endelig fandt et sted, hvor de havde øl, var de ikke kolde. Vietnameserne drikker øl med en kæmpe isklump i glasset, men vi tør ikke drikke isklumperne, som sikker er lavet af vandet i floden, og øllet bliver da også lidt tyndt. Vi fandt et sted på et marked, hvor vi så en pige på motorcykel hente mad på en bakke i den ene hånd ~ “diner transportable”.
Tilbage på hotellet spiste vi frokost og tilbragte resten af eftermiddagen ved poolen. Middag spiste vi også på hotellet, vi var lidt dovne og byen var ikke særlig spændende. Efter middagen spillede vi “pool’ og jeg vandt – herligt. I morgen er målet Can Tho, som ligger i centrum af Mekong-deltaet, som er 50.000 km2. Der bor ca. 29 milt. indbyggere i Mekong-deltaet ud af en befolkning på 86 mill.
Can Tho er den mest moderne by i deltaet og den eneste med et universitet.
15. november – Chau Doe/Can Tho
Vi startede dagen med fødselsdagssang for Søren på altanen. Herefter sejlede vi i en Sam-boat (aia lonqtail boat) til en Cham-Iandsby med de flydende huse. Husene ligger tæt og mange huse flyder oven på tomme olietønder og familierne opdrætter fisk i husenes “kælder’ d.v.s. floden. Vi besøgte et hus, hvor Lone fodrede fiskene.
Husene på bredden stod på pæle og under husene holdes høns, grise, køer og bøfler. Cham-folkene muslimer og vi besøgte en moske, men kunne ikke komme ind, da det var søndag. Vi passerede en anden moske, som var en stor træbåd i floden.
Vi sejlede retur til hotellet og kørte videre i bus. Vores nye guide taler meget lavt og taler ikke ret godt engelsk, forstår os ikke og er ikke særlig informativ. Vi kørte til Tay An pagoden, som ligger ved foden af Sam bjerget. Planen var, at vi skulle ha’ gået op til Sam bjergets top (450m), men vores guide besluttede at køre derop. Til fods ville det vare ca. 3 kvarter, men han tænkte sikkert, at de “gamle” mennesker ikke kunne gå op. Det var OK, da det er ca. 30 grader varmt. Bjerget har navnet “Sam”, fordi det på afstand ligner en “sam”, som betyder kongekrabbe. Fra toppen var der en smuk udsigt over floden og landskabet omkring. Desværre var det skyet, så udsigten var ikke så klar. I klart vejr kan man se til Cambodia.
Vi kørte videre mod Can Tho, dog fik vi presset guiden til en pause midtvejs. Turen tog ca. 3 timer. Vi spiste en meget lækker frokost på Victoria Can Tho, et søsterhotel
til det, vi boede på i Chau Doc. Vores hotel lå i centrum, meget centralt med store værelser.
Vi gik en tur i byen og så bl.a. det livlige marked langs gaderne. Der var et stort udvalg af frugt, grøntsager og fiskeprodukter. De handlende sad på fortovet med deres fantastisk flotte varer. Flere restauranter langs vandet serverer lokale specialiteter, dette var vi vidne til, da vi holdt en ølpause.
På gaden vrimlede det med cykler/motorcykler, som larmede helt vildt. Jan ringede til min mobiltlf. Men jeg kunne ikke høre ham, så jeg måtte gå ind i en frisørsalon for at høre ham. De gloede noget, da jeg kom ind. Det er et inferno af larm. Alle kørte nu med hjelm, hvilket de ikke gjorde sidst, vi var i Vietnam.
I dag fik vi vores første regnbyge, men vi nåede da vores hotel inden det regnede meget. Vi gik en tur i baren på 4. sal og fik vores velkomstdrink, vi fik 2 forskellige og de smagte alle mærkeligt. Da det stadig regnede, besluttede vi os til at spise middag på hotellets restaurant. Søren ville give en fødselsdags cocktail, som before drink, og det skulle ikke være i baren på 4. sal. Vi jokede lidt med, at de sikkert fik drinks fra 4. sal- og det gjorde de, vi genkendte bartenderen fra 4., men disse drinks smagte rigtig godt, det var nok fordi, de var gratis!
Det var meget svært at gøre den søde servitrice klart, at vi ville drikke vores drinks, inden vi bestilte mad. Det lykkedes dog til sidst. Lone og jeg bestilte det samme fried shrimps med champignons. Søren fik en kæmpeportion i forhold til vores lille portion, så vi spurgte, om det var til 2 personer. Det påstod hun, men jeg tror hun havde misforstået noget, så vi bestilte endnu en portion. Lidt efter kom hun og fortalte, at der ikke var flere champignons!! Så jeg fik det uden og det smagte dejligt.
Nu var det blevet tørvejr, så vi gik en tur i byen til den modsatte side end tidligere. Her var det meget liv og en masse barer og restauranter.
16. november – Can Tho/Ho Chi Minh City
Vi blev hentet af en båd, som sejlede os til det flydende marked, hvor både fra hele oplandet kommer og sælger deres grønt og frugt. Store og små både lå her i op til flere måneder. I masten hejses f.eks. ananas, melon, søde kartofler, løg etc. Hvilket indikerer, hvad båden sælger.
Herefter retur til hotellet og videre i bil med bilfærge over floden til Vinh Lonq, hvor vores næste båd lå, som skulle sejle os til øerne An Binh og Binh Hoa Phuoc. Disse øer i Mekongdeltaet er på 60 km2 med 50.000 indbyggere. Tidligere groede man ris, men i dag dyrkes der masser af frugt. På turen passerede vi landsbyer, hvis haver og plantager havde et stort udvalg af frugt. Det var tydeligt at se på husene, at befolkningen var rigere her end på fastlandet. Der tjenes mere på frugt end ris.
Vores første stop var ved en frugtplantage, hvor man formerede træer og planter. Der var mange slags frugt, bl.a. jack fruit, ananas, stjernefrugt, guave, rambutan (med pigge), lime, mango, appelsin, pomelo. Vi blev beværtet med forskellig frugt, og “mekongwhisky”. På tur rundt i haven så vi også kamphaner.
Vi sejlede videre gennem meget frodige og idylliske kanaler, hvor vi kunne betragte livet langs bredden. Da der var ebbe, var vandstanden meget lav, så vi blev nød til at stige af båden ved en meget smal “anløbsbro” på 2 brædder og måtte gå resten af vejen til “Ancient House”, hvor vi lyttede til traditionel vietnamesisk musik. 3 musikere på gamle instrumenter og 2 piger og 2 drenge optrådte. Her fik vi også serveret frugt og te. Huset stammede fra kolonitiden, hvor det var ejet af en rig franskmand, der også ejede det meste af den omliggende jord. Mange vietnamesere arbejdere for ham. Efter revolutionen fik hver bonde tildelt et stk. jord. I dag bruges huset til turisme, hvor man kan spise middag og overnatte.
Efter dette traktement fik vi udleveret cykler. Inden vi kunne cykle måtte vi dog trække cyklen et stykke vej p.g.a. vejarbejde. Vi måtte trække cyklen på meget knoldede smalle stier, løfte cyklen over et lavt stakit, over en lille grøft, igennem en privat have. Endelig var vi på vejen, som var asfalteret, men forholdsvis smal, man kunne lige akkurat passere 2 cykler eller motorcykler. Der var også en del broer, så man måtte holde tungen lige i munden. Vi cyklede rundt på øen i ca. time og sluttede ved en restaurant, hvor vi spiste frokost. Vi fik bl.a. grillet elefantørefisk.
Kød og grøntsager blev pakket ind i rispapir og rullet som en lille pandekage. Det smagte herligt. Der var også kæmpe rejer og nogle mindre sammen med bambus og gulerødder med en syrlig marinade. Efter frokost gik vi en tur rundt i haven, hvor vi så levende elefantørefisk, der var også en stor samling af bonsai træer. Her afleverede vi cyklerne og gik tilbage til båden, der nu kunne sejle videre, da vandstanden var hævet, så vi nåede fastlandet uden problemer.
På vejen retur stoppede vi ved en “coconut candy factory”. Her så vi, hvordan der blev lavet karameller tilsat forskellig smag af kokosnød. Vi så produktion af ris popcorn, der senere blev til riskager. Alt var lavet med håndkraft. Det var meget interessant at se.
Det begyndte at småregne og vi nåede lige bilen, inden det rigtig styrtede ned. Vi er nu på vej til Ho Chi Minh by og havde et kort stop ved en meget smuk have med en sø, men masser af lotus blomster.
Trafikken bliver tættere, der er mange flere biler, men stadig flest motorcykler. Der køres i begge retninger og på fortovet, men trods det glider trafikken stille og roligt.
Vi nåede hotellet sidst på eftermiddagen og slappede af til vi skulle spise middag.
Efter middagen gik vi en tur rundt i HCMC for at se, om vi kunne genkende noget.
Det kunne vi og vi gik bl.a, forbi vores tidligere hotel Continental. Det havde fået ny facade. Tilbage på hotellet fik vi vores “nightcap” og talte om endnu en spændende dag.
17. november – Ho Chi Minh City/Da Lat
I dag startede vi med udflugt til Cu Chi tunnelerne, som ligger ca. 35 km nordvest for HCMC, det tog ca. 1 time at køre derud. Igen blev vi overrasket over trafikken “millioner” af motorcykler myldrer ud og ind mellem bilerne, selv på fortovet kører de.
Cu Chi distriktet kaldtes under Vietnam-krigen for “Jerntrekanten”. Området spillede en central rolle både i krigen mod franskmændene og amerikanerne. Under Vietnam-krigen blev al bevoksningen ryddet af amerikanske bomber. De underjordiske tunneller blev gravet af modstandsbevægelsen og strækker sig over ca. 200 km.
Rundturen i Cu Chi startede med en video, der fortalte, hvordan vietcong’rne gravede tunnelerne med hakke og kurv som redskaber. Jorden lagde de i bombekratrene. Videoen fortalte også, hvordan VC’errne blev hædret efter, hvor mange amerikanere, de havde dræbt. Tunnelerne fungerede som små landsbyer og beskyttelsesrum. Beskyttelsesrummene havde tykke lofter, så de kunne modstå de 60 tons tunge tanks og bomber på op til 1 00 kg. De fik våben fra Sovjet, men brugte også deres egne hjemmelavede våben. De lavede mange forskellige fælder med syle af bambus eller jern. Når fældeme udløstes, blev man spiddet. Det har helt sikkert ikke været rart. Der var også fælder, der brugtes i husene. Fælden hang i loftet, så når døren blev åbnet faldt fælden ned og gennemhullede personerne med syle.
Vi kunne komme ned i tunnelerne, som lå i henholdsvis 3, 5 og 10m nede. Til trods for at gangene var blevet gjort berede og højere (for turisterne) måtte Bent opgive, hans skuldre var for brede. Vi andre 3 gik ned – eller kravlede ned – og måtte gå med bøjet ryg og langt ned i knæ. Det var meget klaustrofobisk.
Guiden fortalte, at hans bedstefar var VC’er, men at hans far arbejdede for amerikanerne. Vores guide var ikke specielt god til engelsk, og vi oplevede mange misforståelser, bl.a. blev han ved med at tale om “chicken” og jeg spurgte ham til sidst, hvad det var for nogle kyllinger han talte om. Det viste sig at være “kitchen” i tunnelerne.
Et andet eksempel var: Vi har mange steder ser skiltet “Hot T oc”, vi var godt klar over, at det ikke betød “Hot dogs”, vi spurgte ham, hvad det betød. Han sagde: “Candy for children”, senere fandt vi ud af, at det betød frisør!!!
Tænk at de små Ve’ere havde smuttet op og ned af disse “huller” så let som ingen sag. Abningen/adgangen til tunnelerne var ca. 30×40 cm og sidste mand satte “låget” fast, der var dækket med grene og blade. Når “låget” var lagt på plads, var det umuligt at se, der var en nedgang. Jeg kan godt forstå, at det var svært for “Charlierne” at finde dem.
Herfra kørte vi til en restaurant i nærheden. Restauranten lå meget smukt ved Saigon River. Efter frokost kørte vi til lufthavnen og fløj til Da Lat. Flyet var 20 min forsinket, men vi indhentede 10 min. Det var mørkt, da vi landede og temperaturen var noget anderledes ca. 20 grader – koldt.
Da lat ligger i 1500 meters højde og i begyndelsen af 1900-tallet var det en berømt kurby, hvor franskmændene søgte hen, når heden i Saigon blev for voldsom. Der blev bygget hoteller og mange “franske” sommerhuse. Byen har ca. 200.000
indbyggere og der er ca. 800 hoteller. Byen ligger ca. 30 min kørsel fra lufthavnen.
Da Lat var centrum for jagt på storvildt f.eks. tigre og elefanter. Senere blev villaerne overtaget af det sydvietnamesiske regimes top. t dag er byen også kendt som et sted, hvor nygifte sydvietnamesere tager på bryllupsrejse. På grund af klimaet er det ideelt til dyrkning af både europæiske og asiatiske blomster, bl.a. roser, anemoner, geranier, hibiscus, solsikker, gladiolus og orkideer. Byens navn er sammensat af Da, der betyder flod og Lat er navnet på en etnisk minoritet.
Vores hotel lå lige ved Xuan Huong søen i centrum af byen. Vores værelse er ca. 55 m2 med seaview – fantastisk.
Det regnede, så vi spiste på hotellet – lækker mad – og vi prøvede den lokale vin “Da Lat Vang” den var da OK. Efter middag var det tørvejr, så vi gik en tur i byen.
Retur på hotellet endte vi i topbaren, hvor et filippinsk orkester (3) spillede og sang.
Vi var der 5 min i 22.00, hvor musikken normalt stopper. Til ære for os spillede de endnu en ~ time. Da vi ikke havde nogle specielle musikønsker. spillede de ” Itsy Bitsy Teenie Weenie Yellow Polka Dot Bikini” – mon det var på grund af vores alder!! lI!!!!!!
Lone ønskede dog senere “California” , som de også spillede.
18. november Da Lat
Det blæste en del i morges, så bjergturen blev udsat til eftermiddag. I stedet startede vi ved Villa Hang Nga “Crazy House”. Hang Nga var datter af Truong Chinh, generalsekretær for kommunistpartiet indtil 1956 og præsident indtil sin død j 1988.
Huset er j “Gaudi” stil og det så ud som om, huset var lavet af tykke rødder fra træer og forbundet af spindelvæv, værelseme var små huler. I dag bruges det som hotel, og er meget populært for “honeymoon”.
Derefter kørte vi til Vietnams sidste konges, Bao Dai, sommerresidens. Det Jigger i en velplejet park med mange skønne blomster. Det er bygget i 1933-38 og både udvendig og indvendig bærer det præg af tidens europæiske stil, I dag er det museum og det er muligt at overnatte i såvel kongens og dronningens soveværelser.
Derfra kørte vi med en svævebane, som bragte os til meditationscentret, Tyen Lam pagoden. På vejen op havde vi en fantastisk udsigt over dalen og svævede over fyrreskove, marker, hvor de mange blomster dyrkedes. Omkring pagoden var en fantastisk smuk have med mange eksotiske træer og blomster, som afrikansk tulipantræ, kæmpe hortensia, kæmpe azaleaer og et træ med en store blå blomster i klaser. Ca. 200 munke boede her og området var meget velholdt og rent.
Nu var det tid til en pause. Vores guide fortalte, at han tjente 250 dlrs om måneden, guiderne i Saigon tjener 400 dlrs om måneden. Han studerer japansk, da der ikke er så mange guider, der kan japansk, og hans plan var at tage til USA for at studere.
Herefter kunne han tjene det dobbelte. Efter pausen kørte vi videre med rollercoaster, som skulle køre os til Datania vandfaldet. Det var første gang Bent og jeg prøvede sådan en. Jeg fik lidt for meget fart på nogle steder, så det føltes, som om vognen faldt af skinnerne. Det var sjovt, men jeg var da glad for at have fast grund under fødderne igen.
Det var et meget smukt vandfald, men p.g.a. “Iow season” var der ikke så meget vand, men jeg syntes det var flot. Herfra blev vi trukket retur i rollercoasteren. Vores frokost spiste vi tilbage på hotellet og startede vores bjergtur herefter. Undervejs skiftede vi bilen ud med en jeep. Lang Biang bjergene består af 3 vuJkantoppe, der er mellem 1950-2400 m. Vi kørte til toppen på 1950 m. Herfra var der en fantastisk udsigt over dalen og byerne.
Legenden fortæller, at et ungt par var forelskede sig i hinanden, men pigens far ville ikke tillade ægteskab. Derfor begik de selvmord sammen. Landsbyen var kede af det og derfor blev de begravet på toppen af bjerget. Deres meget flotte mindesmærke er rejst her.
På vej tilbage besøgte vi en Lat-Iandsby. Minoriteterne lever et nøjsomt 1iv ved at dyrke ris, majs, græskar, squash og ikke mindst kaffe. Man kan tjene en del penge ved kaffedyrkning, man får 2,50 dlrs pr. kilo kaffebønner. Frugten håndplukkes, tørres i 7 dage og derefter pilles kernen ud ved håndkraft og sælges videre til produktion. Det er matriarkalske samfund og når en mand gifter sig, flytter han ind hos pigen, mod at bygge til huset.
På vores vej rundt i byen mødte vi en gammel mand, som inviterede os på hjemmelavet risvin (40) og spillede lidt. Han havde vist selv smagt en del på vinen, han var meget “vissen” og ævlede løs om Danmark, der havde sponsoret vand til byen (Danida) – det var dog sandt. Han kunne fransk, lidt engelsk, og gentog sig selv hele tiden, han var ikke til at holde ud at høre på. Jeg var nød til at gå, inden hans optræden var færdig.
Vi havde på vej hjem købt er par flasker lokal rødvin, som vi fik et glas af på vores dejlige store værelse. Senere gik vi i byen for at spise middag. Vi spiste på en restaurant “Lang Noa”, som vi havde læst om i en artikel fra magasinet “Rejs”. Den har sikkert også været omtalt i guidebøgerne, da der kun var europæere, der spiste her. Restauranten var en familierestaurant og skulle være det bedst vietnamesiske køkken. Det var godt, men så var det herter ikke bedre.
Vi sluttede af i topbaren og lyttede til det filippinske orkester.
19. november – Da Lat – Ho Chi Minh City
Efter morgenmaden gik vi en tur langs søen til “Flower Park”, i denne have kunne man se de mange forskellige europæiske og asiatiske blomster, som Da Lat er berømt for. I drivhuse var der mange flotte orkideer, meget anderledes end dem vi køber i Danmark. Bent købte nogle orkidefrø, så der er spændende, om de bliver til noget. Men det kræver sikkert, at de bliver sået, det er de endnu ikke (1111-2010)!!!
Vi gik tilbage mod byen og rundede domkirken, der desværre var lukket. Efter frokost venter vi kun på afhentning til lufthavnen. Lone og jeg nåede at få en skøn fodmassage.
Flyet var ca. time forsinket. lige da vi lettede fløj vi ind i et uvejr, Det føltes som om, vi havde ramt et andet fly, det hoppede op og ned og ikke mindst fra side til side. Det var meget ubehageligt, men heldigvis kom vi helskindet ned.
Om aftenen spiste vi middag j en “Barbecue Garden”, hvor vi selv skulle stege kødet, det var lidt besværligt. AI maden kom samtidig, så ris, pommes stod og blev kolde, mens vi spiste vores miniforårsruller som forret. Vietnameserne er ikke gode til at forstå, at vi ønsker at spise en forret først og bagefter de andre retter. Vi forsøgte hver gang at forklare det, men de smiler sødt og siger “ja”, men alligevel smutter det.
19. november – Da Lat – Ho Chi Minh City
Efter morgenmaden gik vi en tur langs søen til “Flower Park”, i denne have kunne man se de mange forskellige europæiske og asiatiske blomster, som Da Lat er berømt for. I drivhuse var der mange flotte orkideer, meget anderledes end dem vi køber i Danmark. Bent købte nogle orkidefrø, så der er spændende, om de bliver til noget. Men det kræver sikkert, at de bliver sået, det er de endnu ikke (1111-2010)!!!
Vi gik tilbage mod byen og rundede domkirken, der desværre var lukket. Efter frokost venter vi kun på afhentning til lufthavnen. Lone og jeg nåede at få en skøn fodmassage.
Flyet var ca. time forsinket. lige da vi lettede fløj vi ind i et uvejr, Det føltes som om, vi havde ramt et andet fly, det hoppede op og ned og ikke mindst fra side til side. Det var meget ubehageligt, men heldigvis kom vi helskindet ned.
Om aftenen spiste vi middag j en “Barbecue Garden”, hvor vi selv skulle stege kødet, det var lidt besværligt. AI maden kom samtidig, så ris, pommes stod og blev kolde, mens vi spiste vores miniforårsruller som forret. Vietnameserne er ikke gode til at forstå, at vi ønsker at spise en forret først og bagefter de andre retter. Vi forsøgte hver gang at forklare det, men de smiler sødt og siger “ja”, men alligevel smutter det.
20/21. november Ho Chi Minh City/hjemrejse
I dag har vi bare dasket lidt rundt i byen, gik en tur ned mod havnen og senere en tur på marked. Vi blev hentet fra hotellet kl. 16.30.
Hjemrejsen gik planmæssigt med stopover i Singapore airport og derefter nonstop til København.
Endnu en meget spændende og oplevelsesrig ferie er slut.