14.-21. april 2019
14. april
Jan Eskildsen var sød at køre os i lufthavnen. Rejsen gik planmæssigt med stop over i Heathrow – megen kø, ventetid etc.
Rie havde bestilt en limo, som hentede os i JFK. Det var skønt, lækker limo med drinks og turen til hotellet nød vi. Vi stoppede ved en bro, så vi kunne tage fotos ud over Hudson River med skylines. Fantastisk.
Hotellet er super, dejligt stort værelse, og hotellet ligger centralt på Manhattan downtown. Vi var godt trætte, så vi hentede lidt mad fra bagels butikken, som var nabo til hotellet. Derefter gik vi i seng. Ca. 8 km.
15. april
I dag startede vi på en skøn restanrant, Le Pain Quotidien, hvor vi spiste morgenmad og fik lækkert øko brød, lækre marmelader, speads og diverse andre ting.
Det havde regnet i nat, men nu tørvejr og lidt sol.
Vi tog til South Ferry for at sejle rundt om Frihedsgudinden. Blev lokket til en sejltur på 1 time langs Hudson River under broerne og rundt om frihedsgudinden. Det lød til at være en spændende tur.
Desværre startede det at regne, og mens vi ventede på båden styrtede det ned, så alle blev gennemblødt. Der var ingen mulighed for at stå i læ. Endelig kom vi om bord og var meget våde. Sejlturen var OK, men det havde været bedre i tørvejr og på grund af vores våde tøj, kunne vi ikke rigtig nyde turen. Vi fik set Frihedsgudinden og sejlede forbi Ellis Island.
Efter turen direkte retur til hotellet for at få tørt tøj på. Vi købte lidt mad og spiste frokost på værelset.
Derefter gik turen til Ground Zero, et meget flot mindesmærke efter 9/11, men det er lidt forstemmende at står her og se de enorme kratere omdannet til store bassiner med retlinede vandfald. De er omkranset af 2977 navne på de omkomne. Rundt om skyder nye bygninger op bl.a. The Observatory Tower, som er den højeste bygning i NY i dag.
Vi så resten af guldæblet, som stod mellem de to bygninger.
Brandstationen The Ten House var nabo til WTC. Ned langs siden af bygningen sidder det 17 meter lange bronzerelief, der er lavet til minde om de 343 brandmænd, der omkom under redningsarbejdet 9/11.
Vi kiggede forbi The Oculus med forretningen i 3 etager, bygningen kaldes også Hvalen. Century 21 ligger ved siden af og har alt i tøj, sko, tasker etc. til populære priser. Rie og familien blev i C21 og shoppede.
Jan, Bent og jeg gik hjemad og kaffe og happy hour på Tre-be-ca Tavern. Vi var hjemme ved 19-tiden. Senere spiste vi på en restaurant i nærheden, det viste sig, det var en sportsbar, men maden var god. Ca. 15 km.
16. april
I dag skinner solen, så efter morgenmad tog vi Subway til Bryant Park, kendt som byens livligste fyraftenssted.
Vi besøgte New York Public Library er et privat drevet gigantbibliotek med næsten 100 filialer rundt i New York City med den fantastiske marmorbygning på 5th Avenue som moderskib med 15,5 millioner bøger, yderligere kort, manuskripter, lydoptagelser, plakater og udklip. Her er også galleri med skiftende udstillinger, offentlige arrangementer og rundvisninger.
Næste stop var Grand Central Station, stedet hvor alle veje krydses på vej mellem storbyen og forstæderne. Med 44 perroner og 67 spor er det verdens største togstation fordelt i 2 etager. Stationsbygning er meget smuk med en stjernehimmel malet under loftshvælvingen. Vi gik også forbi Meyers konditori, de havde dog ikke flere kanelsnurrere.
Herfra gik vi til Rockefeller Center, det er med sine 259 meter dog kun NY’s 14. højeste bygning. Der er udsigtsterasser på 67, 69 og 70. etager, hvor man kan gå rundt og har en panoramaudsigt over byen. Foran Centret er der en lille anlæg med springvand og skøjtebane.
Vi gik videre ad 5th Avenue og besøgte St. Patrick’s Cathedral , her kan man få et hvil og nyde det blå lys fra de enorme glasmosaikker. Katedralen er imponerende og den største i USA. Der var messe og altergang, da vi var der, så Ida Maria og Alberte blev velsignet, selvom, de ikke var katolikker.
Herefter videre forbi Trump Tower og på gaden over for Trump Tower stod aktivister, der solgte merchandise, som ikke var Trump venlige. De stod der hver dag, Rie og Klaus havde set de samme året før, og vi så dem også en anden dag, hvor vi kom forbi.
Så nåede vi Central Park, hvor vi købte en sandwich, som vi spiste på en bænk ved en af søerne. Vejret var skønt. Parken er Manhattans grønne frirum med legepladser, gratis koncerter, joggemuligheder, rulleskøjter, hestevogne, Zoo og masser af fugleliv. Årstiden gjorde, at der var blomstrende kirsebærtræer og magnolier, masser af tulipaner, påske- og pinseliljer.
Strawberry Fields, mindesmærke for John Lennon, blev åbnet den 9. oktober 1985, da Lennon ville være fyldt 45 år. Det er samlingspunkt for fans fra hele verden, og ofte sidder der nogen og spiller hans melodier, så der er en helt speciel stemning.
Bethesda Terrace og Fountain passerede vi også. Dette sted kendes fra mange film et meget smukt sted med springvandet, terrassen og den pyntede arkade. Her så vi et par brudepar, som blev fotograferet her. Det er meget benyttet sted for bryllupsfotos, og om lørdagen skulle der være rigtig mange.
Endelig hjemme efter ca. 12 km. I aften skal Rie, IM, A og jeg i Operaen, The Metropolitan, og se en Mozart opera, La Clemenza di Tito. The Met er et imponerende syn både udefra og indefra. Der er funklende Swarovski krystallysekroner og Chagall vægmalerier. Jeg investerede i en vand til 12$, så var den vist betalt. Det var svært at følge med i handlingen, specielt fordi, vi først i 2. akt opdagede, at teksten kørte på ryggen af sædet foran. Men det var en fantastisk oplevelse.
17. april
Tidligt op til flot solopgang fra vores værelse.
Ca. 8.00 tog vi til Rockefelder Center. Det gik lidt galt med metroen, men vi nåede frem, og der var ikke kø. Rockefelder Center er med sine 259 meter kun NY’s 14. højeste bygning. Fra 70. etage kan man gå hele vejen rundt se i alle retninger. og et fantastisk view til Empire State building. Der er også udsigtsterrasser på 67. og 69. etage.
Efter dette besøg spiste vi endelig morgenmad, vi var godt sultne.
Derefter tog vi subway til Brooklyn Bridge , herfra har man den bedste udsigt over Manhattan skyline. Brooklyn Bridge er NY’s ældste hængebro og var ved åbningen i maj 1883 den længste i verden og den første bro, der hang i stålwirer. I dag krydser ca. 130.000 biler og flere tusinde fodgængere broen.
Vi stod af ved DUMBO (Down Under Manhattan Bridge Overpass), som er et af NY’s nyere kvarterer, med attraktive boligområder og gallerier i brostensbelagte gader. Fra hovedgaden havde man et fantastisk blik til Empire State Building som centrum i en bue mellem Brooklyn Bridge og Manhattan Bridge.
Vi gik over broen, vejret var perfekt solskin, så vi havde en flot udsigt til Frihedsgudinden og Manhattan skyline. Vi havde mange stop på broen og der blev fotograferet en del. På den anden side af broen, gik vi forbi City Hall, som er USA’s ældste rådhus, der stadig er borgmesterkontor og byrådssal. Vi passerede også NY Court på vej hjemad og kiggede på gadelivet, spændende tur med mange oplevelser.
Nu slappes der med benene oppe, venter på Bent. Bent og Jan gik efter broen til en bar og så fodbold. Senere spiste vi på en italiensk restaurant. Ca. 15 km.
18. april
Ries Fødselsdag.
Rie, Klaus, Ida Maria og jeg mødtes kl. 05.30 og tog til Brooklyn Bridge for at se solopgang fra broen. Desværre var det overskyet, så vi så kun nogle røde striber på himlen mellem bygningerne. Ærgerligt.
I stedet gik vi rundt i Brooklyns spændende gade og fandt det hus, hvor Cher boede i filmen ”Lunefulde måne”. Rigtig pænt kvarter, og IM var glad for at kunne genkende huset. Jeg kunne ikke huske filmen, men har senere set den igen og genkendte kvarteret.
Vi var retur på hotellet ved 08-tiden og fejrede Rie med et lille glas bobler. Derefter morgenmad på Le Pain Quotidien.
Vejrudsigten sagde regnvejr, så R&K besluttede at shoppe. Jan, Bent og jeg tog til 23th Street til the Flatiron Building. Et trekantet vertikal renæssancepalads fra 1902 i beaux-arts-stil. Det er en af byens mest elskede bygninger. I nærheden ligger Madison Square Park. Herfra gik vi til Empire State building, vi var ikke oppe i bygningen blot inde i lobbyen.
Vi gik videre af 6th Avenue til ”Burlington”, hvor Jan og Bent købte jakke, bluser og Schetchers sko. Jeg købte også Schetchers sko til 240 kr. pr. par og jakken kostede 170 kr. Det er fornuftige priser.
Så trængte vi til en kop kaffe, herefter tog vi retur til hotellet med varerne.
På farten igen ad Broadway Street til tyren (Charging Bull) en olm bronzetyr, der fnyser midt på Broadway, et eksempel på frækhed og ukuelighed, der kendetegner Wall Street. Undervejs spiste vi frokost og passerede Woolworth Building, City Hall, Trinity Church, en af NY’s ældste kirker fra 1698. Oprindelig bygget på land, som staten NY lejede af briterne for ét peberkorn om året. Bygningen blev senere ødelagt af brand og kraftigt snefald. Den nuværende kirke er fra 1846. Desværre var den under restaurering, så man kunne ikke komme ind i den.
Endelig nåede vi tyren, men det var svært at se den på grund af turister. Den stod ved Bowling Green, en kileformet plads med en cirkel af blomstrende buske, et springvand og bænke omkring. The National museum lå også her, det besøgte vi dog ikke.
Vi gik en tur på Wall Street og fandt en bar og fik en tiltrængt pause og øl.
Retur til hotellet, i aften kl. 20.30 skal vi spise fødselsdagsmiddag på Restaurant 1803. Det var en hyggelig restaurant med jazz musik, måske lidt højt! super lækker mad. Skønne tapeter på væggene, meget hyggelig restaurant. Huset gav bobler til Rie i gave og 2 stk. lækre desserter. Det var en super aften. — 18 km.
19. april
Efter morgenmad tog vi til Time Square med den røde glastrappe. Et mylder af mennesker fra alle folkeslag i farvestrålende tøj og masser af neonreklamer. Det er også her man køber billetter til discountpris, hvis man er heldig. Rie og Ida Maria var heldige at få billetter til ”The Cher Show”. Den dyreste reklame for Coca Cola findes også her, Coca Cola betaler ca. 4 mill dollar om året. En kæmpe M&M’s butik i 3 etager måtte vi da besøge. Enormt.
Næste stop var Guggenheim museet. En meget genkendelig bygning formet som et omvendt sneglehus af den amerikanske arkitekt Frank Lloyd Wright. Albert, Ida Maria, Rie og jeg gik ind på museet. Det var en fantastisk arkitektur og spændende udstillinger. Der var en udstilling af en svensk kunstner Hilda af Klint. Resten af selskabet fortsatte til Central Park.
Efter Guggenheim gik vi videre gennem Central Park til subway og kørte til the High Line. The High line er en gammel højbane for godstog, bygget i 9 meters højde i 1930. De sidste togvogne kørte i 1980 og banen lå ubenyttet hen indtil 2009, hvor den åbnede som en spændende park med planter, dasebænke og en fantastisk udsigt til begge sider. Vi nød turen, og vejret var perfekt. Her mødte vi Jan og Bent. Rie og pigerne gik hjem, jeg tog subway hjemad sammen med Jan og Bent. På vej hjem drak vi en Aperol Spritze på en bar, inden vi nåede hotellet. Vejret har været fint hele dagen. 18 km.
Jan, Bent og jeg spiste middag på Wolfgang Steakhouse (Jan havde bestilt bord her). Jan og Bent fik den største T-bone steak, jeg nogensinde har set, som de delte. Jeg spiste en lækker hummersuppe, smagte dog lidt af deres bøf, og den var lækker – men meget dyr.
20. april
Øs regn til morgen, så efter morgenmad tog vi på shopping. Startede i Macy’s i Midtown. Herefter købte vi sko hos Schetchers. En kaffepause. Videre til Columbus Circle, hvor vi spiste en hot dog, og regnen var stoppet. Vi gik videre igennem Central Park til Trump Tower, 58 etager høj bygning på Fifth Avenue. Her drak vi en øl i baren, selvom jeg helst ikke vil støtte Trump, men een skulle på toilettet.
Herefter gik jeg på MOMA et fantastisk museum for moderne kunst. Mens jeg gik på museet fandt Jan og Bent en irsk pub, hvor vi mødtes efter mit museumsbesøg. Videre med subway til Union Square, hvor der en en masse liv, bl.a. med sang og dans. Her shoppede vi i Burlington, hvor Bent fik købt et par Schetchers i to forskellige størrelser, som vi først opdagede, da vi var hjemme i DK.
Vi gik gennem Greenwich Village, hyggeligt kvarter med cafeer, jazzklubber og regnbueflag. Vi nåede herefter Washington Square Park , der myldrer med mennesker. Parken ligger på gammel landbrugsjord og har været både offentlig begravelsesplads og eksercerplads. Den store triumfbue for enden af Fifth Avenue stammer fra fejringen af 100 året for George Washingtons indsættelse som USA’s første præsident. Herefter gik vi hjem ad W. Broadway til Canal Str. W. Broadway er fyldt med mærkevare butikken og gallerier. Endelig hjemme ca. 18.30 til en slapper og en kop te/kaffe. 15 km.
Vi spiste middag på Bubby, som lå i nærheden af hotellet.
21. april
Morgenmad spiste vi i dag på ”Butchers Daughter” en vegetarrestaurant, som Ida Maria, Rie og Klaus kendte fra sidste år. Det var meget lækker morgenmad.
Rie, Klaus og børn gik på Shopping. Jan, Bent og jeg tog til Wall Street, Ny’s finanscentrum. Herfra gik vi mod Battery Park forbi en smukt mindespark for Vietnam veteraner. Vi gik videre til Battery Park, der er en ti hektar stor offentlig park i New York City, beliggende på sydspiden af Manhattan. Parken er opkaldt efter det batteri, der under den hollandske og britiske kolonitid havde hjemme på stedet.
Vi går endnu en gang til Ground zero, bl.a. for Jan havde ikke set Mindesmærket for de omkomne brandmænd. Mindesmærket åbnede for offentligheden ti år og én dag efter, … de 343 brandmænd, omkom i New York under redningsarbejdet 9/11. Relieffet, der er 17 meter langt og 2 meter højt, skildrer de tragiske begivenheder under 9/11 samt ødelæggelsen af World Trade Center.
Vi gik hjemad og skulle mødes med Rie, Klaus og børnene på Restaurant 1803 kl. 15.30 til en sen frokost. Vi spiste en lækker frokost til New Orleans live jazz musik. Vores limo hentede os kl. 18.00 fra hotellet.
I sikkerhedskontrollen gik det galt, vi skulle alle tage skoene af og sætte dem på båndet mellem kasserne. Det skulle ikke være et problem, men det viste sig, at det var det for Bent. Da Bent kom igennem kontrollen, var der kun et par sko tilbage. ”Det er ikke mine”, sagde Bent – ”det er da dine” påstod jeg, men nej ”ikke med den cirkel på”. Rie talte med en security mand, som styrtede rundt efter bents sko. Ingen sko. Både Jan og jeg sagde: ”det er dine sko-”. Hvorefter Bent tog dem på, og sjovt nok passede de. Rie måtte undskylde over for security manden. Mon der blev grinet, det tror jeg nok. Endnu en sikkerhedskontrol, og Bents taske kom ikke igennem!! Det viste sig, at han havde en deodorant i tasken, ups!
Nu venter vi på vores fly.