Vietnam

Fra Hanoi til Saigon – 2003

13. marts – Afrejse

Så kom dagen, hvor vi endelig skulle starte vores spændende tur til Vietnam.
Vi tog en taxa til stationen og toget til Kastrup, det kan næsten ikke være nemmere.

Vi mødtes med Lone og Søren, checkede ind, gjorde vores indkøb og derefter i Diners’ Lounge, hvor vi indtog lidt frokost etc. og ventede på boarding.

Vi fløj med Thai Air, som er alle tiders, men 10½ time i fly er meget lang tid. Jeg sov heldigvis 3-4 timer (on and off), men Bent fik ikke sovet så meget. Han havde ugen inden været på natarbejde, så han havde i forvejen byttet om på dag og nat. Vi landede som planlagt i Hanoi 9.30 den 14/3 kun med en kort mellemlanding i Bangkok.

14. marts – Hanoi
Mrs. Butterfly hentede os i lufthavnen og kørte os til vores hotel, Hoa Binh Hotel. Desværre viste det sig efter ca. 1 times venten, at hotellet var overbooket, så vi måtte flytte til Dan Chu hotellet, som lå i nærheden. Det var godt nok også 3-stjernet, men umiddelbart en helt anden standard. Efter at have byttet vores værelse til et bedre, da vi ikke ville ha’ det første, vi fik tilbudt, blev vi installeret i et dejligt stort værelse med store senge og et kæmpe badeværelse.
Det værelse, de tilbød os først, var et lille hummer uden vindue og med en lille 1½ mandsseng og et meget lille badeværelse. Det var det første C&C Travel skulle sørge for, som gik galt, på trods af deres bekræftelse på alle vore hoteller hjemmefra. Mon der venter os mere??? Vi havde gennem Rie hørt, at Mimi og Grant ugen før havde haft de samme problemer med hoteller, og de rejste også med C&C Travel.
Efter et dejlig bad var vi klar til at gå på opdagelse i Hanoi. Det vrimler med cykler, knallerter, små motorcykler og få biler. Der er en frygtelig larm, da alle køretøjer dytter hele tiden, men det vænner vi os vel til. Generelt er byen meget forfalden og trænger voldsomt til restaurering.
Vi boede meget centralt i nærheden af Hoan Kiem søen og startede vores tur her.

Ngoe Son-templet og Solstraalebroen. Søen er et samlingspunkt for indbyggerne, om morgenen kan man se dem gøre morgengymnastik og om aftenen er det stævne-mødested for unge par og stedet, hvor familier promenerer.

Undervejs rundt om søen passerede vi Den lille Port, som tidligere var indgangen til en pagode. I dag ligger den lidt umotiveret her. I søen ligger Skildpaddetårnet. Legenden siger, at her dukkede en kolossal gylden skildpadde op til overfladen og tog det sværd, den havde lånt til kongen, så han kunne besejre kineserne. Skildpadderne lever stadig i søen, men de er i dag truet på grund af forurening. Vi besøgte Ngoc Son templet, som ligger på en lille holm i søen. På vej til templet passerer man “Pennetårnet” (9m højt og formen minder om en kalligrafipensel) og den rødmalede bro. I templet kan man se en udstoppet kæmpeskildpadde, som døde i 1968 (2,10 m/250 kg!!!). Man mener den har levet i søen i 4500 år (det står der altså i guidebogen!!!) og er nært beslægtet med den gyldne skildpadde.

Senere besøgte vi Ba Da-pagoden. Området omkring søen har tidligere været fyldt med pagoder og templer, men de fleste er forsvundet under krigene.

“Pennetaarnet” skriv paa den blaa himme. Denne pagode stammer fra det 14. århundrede, men er flere gange blevet beskadiget i starten af 1900-tallet og er siden genopbygget. Den nuværende pagode er fra 1950. Pagoden ligger i nærheden af Domkirken, som er katolsk fra ca. 1887. Ligheden med Notre Dame i Paris er synlig, men den er dog ikke så flot.

Undervejs tog vi tid til lidt drikkepauser, for at sikre væskebalancen, og lidt frokost spiste vi også. Vi spiste vietnamesiske forårsruller, både stegte og ikke stegte, de er mindre end dem, vi er vandt til og bages i rispapir. De stegte smager bedst. Det koster næsten ingen ting. Vi har lige nu lidt svært ved at finde ud af kursen i forhold til danske kroner. Vi fandt dog ud af at 56.000 dong for frokosten var lig med ca. 35 kr. for 4 personer inkl. drikkevarer. 1 øl: 10.000 dong = ca. 2,85 kr.

På vej tilbage til hotellet passerede vi det store marked “Dang Xuan”, men vi havde ikke så meget tid, så vi vender tilbage. Gaderne er fyldt med butikker, som alle ligner markeder, der er skogader, tøjgader, taskegader etc. Alle udbyder de samme varer, så der er et vældigt leben i gaderne.

Vi havde en aftale med Mrs. Butterfly på hotellet kl. 18.00 for at modtage diverse billetter og vouchers og at høre om de ture, hun kunne tilbyde. Men hun ka’ sikkert ikke konkurrere med Sinh Cafe, som ligger over hele byen og arrangerer forskellige ture for turister. Mrs. Butterfly gav os kun vores togbilletter, Hanoi-Hue, og de resterende billetter ville vi modtage af agenten i Hue. Hun forberedte os på, at vi nok ikke fik det bestilte hotel i Hue! Surt, men vi får se. Hendes ture var for dyre i forhold til Sinh Cafe.

Vi fandt en lille hyggelig restaurant ikke så langt fra hotellet, hvor vi fik en dejlig middag med vietnamesiske småretter, ca. 175 kr. for 4 personer. Så nu er niveauet lagt. Efter et par anstrengende dage var det dejlig at lægge sig i en rigtig seng.

15. marts – Hanoi
På vej til Ho Chi Minh’s mausoleumVi havde i går aftalt med en “cyklo-mand”, at vi kl. 10.00 skulle på tur. Vi lejede 4 stk. cyklo’r for samlet pris 30$ for en hel dag. Det var sjovt og interessant pludselig at være en del af trafikken, som er et virvar af trafikanter, som dytter hele tiden, så det er en frygtelig larm.
Det er utroligt, som trafikken glider stille og roligt, der er ingen, der kører på sin ret, alle tager hensyn til hinanden. Ingen får blodpropper af ophidselse, det kunne vi sikkert lære en hel del af her i Danmark.

Vi “cyklede” til Ho Chi Minh’s mausoleum, som desværre var lukket om fredagen. Så det må vi vende tilbage til på søndag. Vi besøgte “Pagoden på Én Søjle” og Ho Chi Minh’s pælehus, som ligger i området ved Mausoleet og Præsidentpaladset.

Pagoden er fra det 11. Årh., den nuværende er dog fra 1955, den tidligere blev ødelagt af franskmændene. Sagnet siger, at kongen drømte om barmhjertighedens gudinde, der sad på en lotusblomst. En buddhistisk munk rådede kongen til at bygge en pagode af form som en lotusblomst.

Ho Chi Minh’s pælehusFra 1958 til sin død i 1969 boede Ho Chi Minh i pælehuset, som ligger bag præsidentpaladset. Huset er i samme stil som bruges af minoritetsgrupper i de nordlige provinser, hvor han startede sin kamp for Vietnams’ uafhængighed. Ho Chi Minh ville ikke bo i paladset og brugte det kun til møder, når han skulle modtage udenlandske statsbesøg.
I dag bruges paladset til gæstebolig og til modtagelse af repræsentanter for andre nationer.

Herfra fandt vi en dejlig oase, et større folkekøkken, hvor der var lækker mad bl.a. helstegt pattegris, men det var for tidligt at spise frokost, men væskebalancen skulle oprettes. Vi kommer tilbage på søndag, når vi skal se mausoleet, så er det måske tid til frokost. På vejen bestilte vi hos Sinh Cafe en tur til Ha Long Bay i morgen.

Næste mål var vestsøen, Ho Tay, som en gang var omkranset af paladser, i dag ligger det fashionable kvarter nord for søen med hoteller og villaer. Vest for søen ligger haver og gartnerier, der forsyner byen med grøntsager og friske blomster. Vi standsede ved Quan Thanh templet fra det 11. årh. og ombygget i 16. årh.

Tran Quoc pagoden. Indgangen til templet er en meget flot port og derefter kommer man ind i en stor tempelgård. Der er en kæmpe bronzestatue af Tran Vu, som templet er bygget til, ca. 3,70 m/4 tons. Mange tusinde har berørt statuens fødderne, som derfor er skinnende blanke. Unge mennesker øvede sig i kampsport under de store træer i tempelgården.

Videre til Tran Quoc pagoden, som ligger på et dige, som deler søen. Den stammer fra det 6. årh. og er den ældste i Vietnam. Tidligere lå den ved den Røde Flod, men blev flyttet i det 16. årh., hvor diget blev anlagt. Man gjorde dette, da pagoden var konstant i fare for at blive skyllet væk. Desværre kunne vi ikke komme ind i pagoden, da der var middags-lukket, det var lidt ærgerligt, den så ret flot ud.

Vi cyklede videre og fandt et gadekøkken, som vores “cyklo-mænd” “godkendte”. Her spiste vi frokost. Herefter kørte vi til den gamle jernbanebro. Vi sagde farvel til vores “cyklo-mænd”, hvilket de ikke kunne forstå, da vi havde lejet dem hele dagen, men vi ville hellere vandre rundt resten af dagen.

Gadeliv i Hanoi. Vi gik på opdagelse i kvarteret syd for søen. Det er et fascinerede folkeliv. Kvinder, piger, unge som gamle, ikke så mange mænd ses med deres åg på skuldrene og transporterer alt muligt.
Det er hele deres forretning, f.eks. de små gadekøkkener kan pakkes ned i disse åg. Den ene side pakkes med små plastikborde og – taburetter, den anden er læsset med gryder, potter og grøntsager. De placerer sig på fortorvet og laver en dejlig suppe – voila! Barberer/frisører har bare et spejl, en taburet, saks og barbergrejer. Spejlet hænges op på en mur eller et træ på fortorvet, og så er butikken åben.

Cykelværkstedet findes også på fortorvet, hvor man kan få luft i ringene og lappet sin cykel. Der bruges ikke penge på dyre lokaler. Fotokopi-gaden: har man en fotokopimaskine, kan du åbne en forretning, det er utroligt, der ligger nok 10-15 stk. på samme gade.

Som turist bliver man hele tiden “overfaldet” af sælgere med postkort, hatte, frugt, cigaretter, tyggegummi etc. det er irriterende, men det hører med til gadebilledet.

De er svære at slippe af med, mon vi fik købt mange postkort!!!! Man ser ikke så mange tiggere, så det er deres måde “at tigge på”. Man kan se ældre damer med en badevægt under armen, så kan du mod et vederlag bliver vejet. Det er jo rart at holde øje med vægten under ferien!!!

Restaurant Hoa Soa. Middagen spiste vi på Hoa Soa – en restaurant på en skole, hvor tidligere elever lavede mad og serverede. Restaurantens overskud går til støtte for gadebørn i Hanoi. Man sidder i en dejlig gårdhave og maden er fantastisk god og stedet kan anbefales.

Vi ville ha’ spist der i går, men alt var optaget, så vi bestilte bord til i dag kl. 20.00. Da vi kom, var alt optaget igen, hvilket vi ikke kunne forstå, da vi i går havde bestilt bord. Alle var “sorry”, men det var vi også. Så checkede vi bestillingsbogen og opdagede, at vores navn stod kl. 8.00. Havde de troet, at vi skulle spise middag om morgenen? Det lykkedes os at få et bord i deres dejlige gårdhave og vi spiste en lækker middag.

Domkirken i Hanoi
Inden vi gik ud for at spise middag, havde vi heldigvis checket vores togbilletter, Hanoi-Hue. Vi havde bestilt en 4 pers. sovekupe. Vi opdagede, at vores billetter var til 3 forskellige kupeer. Vi ringede til Mrs. Butterfly, og meddelte, at det ville vi ikke acceptere, og at hun måtte ændre dette. Det ville hun ordne i morgen!! Da vi kom hjem fra middag, besluttede vi os til at ringe til C&C Travel, da vi ikke var helt sikre på, at Mrs. Butterfly havde forstået vores problem.

Vi talte med Enrico, og fortalte om vores oplevelser med ændrede hoteller i Hanoi og Hue, et godt og et mindre godt hotelværelse i Hanoi og nu vore togbilletter til 3 forskellige kupeer. Vi fortalte meget klart, at vi ikke ville acceptere at sove i 3 forskellige kupeer. Svaret var, måske var toget optaget – det var ikke vores problem. Løsningen var måske, at vi måtte flyve. OK for os. Vi ville få besked senest i morgen aften. Jeg tror, han nu forstod, at vi indtil nu ikke var tilfredse med C&C Travel.

16. marts – Hanoi
I dag skulle vi på heldags-tur til Ha Long Bay. Vi troede, vi havde bestilt en tur for os 4 max. 8 pers., da vi ikke ønskede at være en del af en større gruppe på 30. Alt er OK ved bestilling, men vietnameserne gør, som de vil, og det er lettere at sige “okay” og så tage diskussionerne senere. Vi blev hentet ved hotellet i en dejlig minibus, som aftalt, men blot for at blive kørt hen til en større bus, hvor vi blev en del af en større gruppe, trods vores brok. Vi fik dog en dejlig tur alligevel.

Ha Long Bay, ligger ca. 50 km fra Hanoi, er en fortsættelse af Det sydkinesiske Hav, i Vietnam kaldet Tonkin-bugten. Ha Long betyder drage, og det fortælles, at der en gang landede en drage på dette sted og løsrev de mange øer. Da vi ankom til bugten, spiste vi frokost og gik herefter ombord på båden. Bugten består af mere end 3000 større og mindre øer af lim- og kalksten. Sjove stenskulpturer stikker op af vandet og der er mange grotter.

Husbåd hvorpå man lever året rundt. Vi besøgte 2 af disse grotter, bl. a. Jomfruhulen, Trinh Nu, som sagnet siger har navn efter en fattig fiskers datter. Fiskeren havde ikke selv råd til en båd og lejede derfor en båd af en rig mand. Han forlangte i stedet deres smukke datter, og tvang hende til at gifte sig med ham. Da hun ikke ville adlyde ham flyttede han hende til grotten, hvor hun døde. Nogle fiskere fandt hende, begravede hende og der voksede op en klippe på stedet, som lignede hende.

Der var en masse flotte stalakitter og stalag-mitter i grotterne, som mindede om dyr, frugter, uhyrer og mennesker. Det var en meget smuk sejltur i mellem disse øer, som er meget smukke med runde og bløde former. Mellem øerne lå en masse husbåde, hvor folk boede permanent, der var også en flydende skole for øernes børn.

Ha Long Bay. Det var en meget lang dag fra kl. 7-20.30, så vi var godt trætte, da vi kom hjem. Vi var også spændte på, hvordan vi skulle komme til Hue. Det viste sig, at der lå 4 stk. flybilletter til os og re-confimations på alle hoteller fremover på hhv. Superior og De Luxe vær. Vi fik en ekstra nat i Hanoi og Lone og Søren kunne flytte til et De Luxe vær. ved siden af os for de næste 2 nætter. Vi slipper for togrejsen, som planlagt, dog bliver vores ophold i Hue ca. ½ dag kortere.
Det var en god løsning C&C Travel fandt til os, så nu er alle glade.

17. marts – Hanoi
Vores “cyklo-mænd” stod trofast hver dag på hjørnet ved hotellet og ventede på os, for at få en handel, i dag var der bingo, vi hyrede dem igen til Ho Chi Minh’s mausolæum. Der var dog kun 3 stk. ledige, så Lone og jeg delte en cyklo, men de er ikke bygget til store europæiske numser, men til små vietnamesiske.

Vi ankom til Mausoleet og så, at køen var kilometervis lang. Skal? Skal ikke? Men det skulle vi. Det er søndag, så jeg tror alle vietnamesere viser Ho Chi Minh deres respekt ved at lægge søndagsturen her omkring.

Dette fik vi senere bekræftet. Køen bevægede sig langsomt, men hele tiden, og det var sjovt at “tale” med den lokale befolkning. Der var ældre kvinder med eller uden tænder og med sorte tænder, som i øvrigt blev lavet med vilje for ca. 50 år siden. Hvis man ville giftet med en mand, måtte man ha’ sorte tænder. Farvning skete i puberteten og tog ca. 14 dage. Første kogte man risbrændevin og et klistret stof fra et bestemt insekt. Blandingen blev lagt på et bananblad og svøbt på tænderne. Processen blev gentaget til tænderne var rødbrune. Herefter kogte man risbrændevin med et pulver af jernsulfat, kanel, granatæble, stjerneanis og nellike. Denne limagtige masse blev holdt på plads af bananblade. Behandlingen blev gentaget 5-7 dage til tænderne var skinnende sorte. Måske man skulle prøve! Nåh! Tilbage til køen.

Der var mange mødre med småbørn, skolebørn/teenagere, både drenge og piger. Når jeg tænker efter var der faktisk meget få mænd, hvorfor? Måske de var mistet under krigen, jeg ved ikke. Vietnameserne var meget interesserede i os, som ragede ca. ½ meter op over dem og var meget kraftigere. De ældre kvinder tog fat i vores arme for at mærke på “kvaliteten” og grinede, hvad de tænkte, kan vi jo kun gætte.

Det tog ca. ¾ time at nå igennem til Ho Chi Minh, som ligger meget fint balsameret med sort tøj i en glaskiste.
Meget livagtig, fuldstændigt som han lå og sov.

Herefter var væskebalancen nede, så vi fandt stedet med “pattegrisen”, hvor vi ville spise frokost, men i dag var der ingen pattegris, så det blev kun til en øl. Vi fortsatte vores slentretur gennem Hanoi.

På vejen besøgte vi Templet for Litteratur fra 1070. Templet er viet til Konfucius og andre lærde og arkitek-turen er meget symmetrisk. Vietnams 1. universitet blev bygget bag templet seks år senere, hvor landets unge mænd studerede, og det var i funktion i mere end 700 år.

Her piloteres med håndkraftVi slentrede gennem smalle beboelsesgader, hvor man kunne se, hvordan vietnameserne bor, det er jo ikke til at sammenligne med vores luksus!! Flere steder bliver der bygget og piloteringer sker med meget tykke bambus stammer. Det giver stof til eftertanke at se, hvor primitivt folk lever meget tæt på hinanden. De fleste har dog fjernsyn og cykel, mange har motorcykel, som ofte parkeres i stuen. Vi fandt en gaderestaurant, hvor vi spiste den meget anbefalede suppe Pho (udtales: føøøøøø).

De små “restauranter” er ofte lidt smånussede, men det skal man ikke lade sig afskrække af. Suppen smagte godt og bestod af risnudler, grøntsager og lidt kyllingekød. Videre gennem byen til vores hotel, Bent gik dog på Internet-cafe. Disse ligger overalt i byen.
Nu har vi vist også gjort Hanoi, som er en livlig, støjende by. Flere dage ville ikke være nødvendigt, med mindre man vil studere museerne nærmere. Men det er for varmt til det ca. 25 grader lidt overskyet med en meget høj luftfugtighed.

Middagen spiste vi på en vietnamesisk restaurant “Little Hanoi”, som vi havde fået anbefalet af et ungt par, som var på rygsækferie. De havde ret, det er det bedste mad, vi har fået indtil nu og stadig meget billigt. Det er utroligt, at maden ka’ smage så godt, når man ser køkkenet. Det var nok godt, at vi ikke så køkkenet, inden vi bestilte maden. I morgen går turen til Hue.

18. Marts – Hue (Lones fødselsdag)
Godt vi i går checkede, hvor lang tid, det tog at komme til lufthavnen. Vi undrede os over, at blive afhentet kl. 11.30, og vores fly gik 12.20! Der er ca. 45 min. kørsel til lufthavnen! Så vi fik fat i Mrs. Butterfly, som straks ændrede afhentning til kl. 10.30.

Thien Mu-pagoden”Sorry, Sorry”. Kl. 9.50 ringede vores telefon med besked om, at vi blev afhentet kl. 10.00 – det var da godt, vi ikke var gået en lille tur i byen! Men vi var klar, så herefter gik alt som planlagt, og vi landede i Hue og blev afhentet uden for lufthavnen af en agent. Han havde dog kun info om at hente 2 personer, bilen var for lille, men det fik han hurtigt klaret, så vi kørte i 2 biler til hotellet.

Hvis jeg var C&C Travel, ville jeg nok udskifte Mrs. Butterfly! Hotellet er godt, og vore cykler stod klar, dog fik vi ikke det hotel, vi havde bestilt.

Vejret er skønt varmt og knap så fugtigt som i Hanoi, efter en dejlig frokost var vi klar ved cyklerne. Vi cyklede ud til Thien Mu-pagoden, som ligger ca. 4 km uden for Hue. Pagoden ligger i et naturskønt område lige ned til Song Huong floden (Duftenes Flod). Den nuværende pagode er fra 16. årh. og er den ældste i Hue, den er meget smuk og velbevaret. Bygningerne er i dag beboet af buddhistiske munke, som stadig er i opposition. I 1963 kørte en af munkene fra Thien Mu-pagoden i protest i sin lyseblå Austin til Saigon og brændte sig selv ihjel under overværelse af journalister og TV-hold, som havde fået nys om det.
Bilen var udstillet i pagoden sammen med fotos fra handlingen.

Det er en sjov oplevelse at være en del af et forfærdelig mylder af cykler, knallerter, motorcykler og biler. Der er dog mange flere cykler her, end i Hanoi, hvor de motoriserede køretøjer har afløst cyklerne. Vi cyklede langs med floden og kunne kigge direkte ind i husene, som lå langs vejen. En spændende oplevelse, at se hvordan Vietnameserne lever i små huse tæt ved floden, hvor de vasker tøj, vasker porcelæn op og bader. Nemt! Alle ser glade og velfornøjede ud, og de er meget nysgerrige. Igen var der nogle, som tog os i armen for at mærke på “flæsket” og et par unge (dreng og pige) på een cykel, sagde et eller andet til hinanden, da de passerede os, og så grinede de helt vildt – det kunne ha’ været sjovt at vide, hvad de sagde, men det var i hvert fald morsomt! Det var en dejlig tur og vi nåede først hjem til hotellet, da det var blevet mørkt.

Det er Lones fødselsdag i dag, så Bent og jeg købte en fl. Champagne som gave til Lone. Vi ville ellers ha’ købt en rispapirshat, men vi vidste, at den var svær at transportere rundt, så det undlod vi. Jeg skaffede 4 champagne glas og en iskøler fra baren. Aftenen startede hos og med champagne inden middagen, som vi spiste på tagrestauranten på det hotel, vi skulle ha’ boet på. Fra restauranten var der en meget flot udsigt over byen. Vi fik rigtig lækker mad og drikke inkl. flotte drinks, så vi var glade, da vi gik hjem.

19. marts – Hue
Vi startede på vore cykler til Kongebyen-Citadellet. Vi er alle vilde med at cykle, det passer os fint, at der ikke er så mange regler af overholde, man skal blot holde øje med trafikanterne og sno sig.

Læsepavillonen, Kongens bibliotekCitadellet kan sammenlignes med Den forbudte By i Beijing, men den er ikke nær så gammel og er ikke så velbevaret. Krigen har været meget hård ved den. Bygningerne stammer fra starten af 1800-tallet. Ydermurene er intakte og er ca. 10 km i omkreds. Flagtårnet, som ligger ned til floden er også intakt. Middagsporten, som er indgangen til (Citadellet), er velbevaret og pænt restaureret. Senere ses “Læse-pavillonen”, der rummede kongens bibliotek. Pavillonen er den eneste helt ubeskadigede bygning og foran pavillonen ligger en sø med meget smukke sten og bonsai beplantning. Den vestlige del af Kongebyen er under kraftig restaurering og der er mange flotte paladser, som allerede er meget smukt restaureret.

Efter dette besøg cyklede vi en tur i Den Ydre Kongeby mellem Citadellet og ydermurene. Vi kom rundt i området og gennem dele af “byen”, hvor vi ikke så mange turister. Vi fandt et nusset sted, hvor vi drak en øl. Vi spurgte, om de havde øl, og det var okay.

Der blev straks organiseret et bord, nogle lokale gæster blev bedt om at flytte sig, så der var plads til os fire ved samme bord. Det viste sig, at de ikke havde øl, men en ung mand blev sendt i byen efter øl og kom retur med “varme” øl!!!! Nåh, vi var tørstige og man skal ikke være sart, når man falder ind sådanne steder.

Efter frokost havde vi lejet en båd for resten af dagen, som skulle sejle os til kongegravene, der ligger 10-12 km fra Hue langs floden. Vi besøgte Tu Duc, Minh Mang og Khai Dinh’s Mausoleer.

Husbåden som sejlede os til KongegraveneBåden var ikke en luksusbåd, men en husbåd. Hele familien var om bord – 2 døtre (11 og 12 år), en baby, mor og far. De boede om bord og havde et skab med deres egendele, så som skolebøger, lidt legetøj, tæpper, lidt porcelæn etc. Møblerne var lave plastik havestole.På vejen hjem lå den ene pige på knæ helt fladt på gulvet og læste lektier. Pigerne var “bådsmænd” og “sælgere”. De hjalp til med fra- og tillægning af båden, og de hentede benzin undervejs.

Selvfølgelig blev vi også præsenteret for diverse postkort, broderier, silkeskjorter, bluser og kimonoer. Det slipper man desværre ikke for, men det er jo en del af deres levebrød. Børnene går i skole fra kl. 7-13.00 i Hue.

Det var spændende, at se de forskellige mausoleer, som var meget forskellige. Det første stop var ved Tu Duc mausoleet, som viste sig at ligge ca. 5 km. fra floden, så der stod motorcykler med fører klar til at køre os til/fra båden, mod betaling selvfølgelig. Det var i øvrigt også tilfældet ved Minh Mang mausoleet.

Tu Duc mausoleet er omgivet af en veltilrettelagt park og en sø “Lotussøen”. Det stammer fra midten af 1800-tallet, og kongen boede ofte herude sammen med en del af hoffet og tjenestefolk. Ved Lotussøen ligger en meget smuk pavillon, hvor kongen sad og skrev digte. Selve gravstedet ligger i den bagerste del af parken.
Herfra foreslog motorcykelførerne at køre os videre til Minh Mang’s mausoleum og derefter retur til båden. Det viste sig senere, at vi skulle ha’ gjort det, men vi havde aftalt et tidspunkt med båden, som vi ville overholde, men det havde været ligegyldigt, båden ville selvfølgelig ha’ ventet på os. Nåh vi kørte retur til båden.

Så sejlede vi til Minh Mang’s mausoleum, der var ikke særlig langt, og her holdt igen motorcykler med kvinder som fører, der ville køre os til mausoleet. Så de havde haft ret vores tidligere motorcykelførere. Ming Mang’s mausoleum er nok det smukkeste og er bygget mellem 1841 og 1843 og først færdigt efter kongens død. Bygningerne er anbragt symmetrisk og ligger meget harmonisk omgivet af en smuk natur.

Efter frokost havde vi lejet en båd for resten af dagen, som skulle sejle os til kongegravene, der ligger 10-12 km fra Hue langs floden. Vi besøgte Tu Duc, Minh Mang og Khai Dinh’s Mausoleer.

Husbåden som sejlede os til KongegraveneBåden var ikke en luksusbåd, men en husbåd. Hele familien var om bord – 2 døtre (11 og 12 år), en baby, mor og far. De boede om bord og havde et skab med deres egendele, så som skolebøger, lidt legetøj, tæpper, lidt porcelæn etc. Møblerne var lave plastik havestole.På vejen hjem lå den ene pige på knæ helt fladt på gulvet og læste lektier. Pigerne var “bådsmænd” og “sælgere”. De hjalp til med fra- og tillægning af båden, og de hentede benzin undervejs.

Selvfølgelig blev vi også præsenteret for diverse postkort, broderier, silkeskjorter, bluser og kimonoer. Det slipper man desværre ikke for, men det er jo en del af deres levebrød. Børnene går i skole fra kl. 7-13.00 i Hue.

Det var spændende, at se de forskellige mausoleer, som var meget forskellige. Det første stop var ved Tu Duc mausoleet, som viste sig at ligge ca. 5 km. fra floden, så der stod motorcykler med fører klar til at køre os til/fra båden, mod betaling selvfølgelig. Det var i øvrigt også tilfældet ved Minh Mang mausoleet.

Tu Duc mausoleet er omgivet af en veltilrettelagt park og en sø “Lotussøen”. Det stammer fra midten af 1800-tallet, og kongen boede ofte herude sammen med en del af hoffet og tjenestefolk. Ved Lotussøen ligger en meget smuk pavillon, hvor kongen sad og skrev digte. Selve gravstedet ligger i den bagerste del af parken.
Herfra foreslog motorcykelførerne at køre os videre til Minh Mang’s mausoleum og derefter retur til båden. Det viste sig senere, at vi skulle ha’ gjort det, men vi havde aftalt et tidspunkt med båden, som vi ville overholde, men det havde været ligegyldigt, båden ville selvfølgelig ha’ ventet på os. Nåh vi kørte retur til båden.

Så sejlede vi til Minh Mang’s mausoleum, der var ikke særlig langt, og her holdt igen motorcykler med kvinder som fører, der ville køre os til mausoleet. Så de havde haft ret vores tidligere motorcykelførere. Ming Mang’s mausoleum er nok det smukkeste og er bygget mellem 1841 og 1843 og først færdigt efter kongens død. Bygningerne er anbragt symmetrisk og ligger meget harmonisk omgivet af en smuk natur.

Khai Dinhs Mausoleum Det sidste Mausoleum, Khai Dinhs, nåede vi til fods fra båden. Vi gik gennem bananplantager og blev selvfølgelig også her “overfaldet” af sælgere med postkort, frugt og vand. Khai Dinhs Mausoleum var det nyeste (ca. 1920), største og mest pompøse. Byggestilen er meget europæisk præget og er bygget af beton. Det blev færdigt 7 år efter kongens død. Det er underligt af tænke sig, at det er bygget i vort århundrede! Det ligger meget højt og der er mange trappetrin op til mausoleet, som foran er fyld med flere obelisker og statuer af kongens mandariner. Indenfor er det udsmykket med mosaikker af glas og porcelæn samt en forgyldt statue af kongen i fuld størrelse.

Det var en lang men spændende dag, med en masse indtryk. I morgen har vi købt en tur til Den demilitariserede Zone (DMZ) og Vinh Moc tunnelerne. Vi skal op kl. 5.15 – Hvem sagde ferie?

20. marts – Hue
5.15! det er bare tidligt, og det er stadig mørkt!

Vi blev afhentet, som aftalt, og kørte mod DMZ. Vietnameserne er i fuld vigør på gaderne. Vi stoppede undervejs i Dong Ha og spiste morgenmad. Dong Ha er en af de byer, der blev totalt ødelagt under Vietnam-krigen, men er i dag genopbygget – dog mangler der noget på det sanitære område, det er dog det mest ulækre toilet, jeg endnu har set. Der var ingen vegetation efter krigen p.g.a. giftbomber, men i dag er jorden renset og er opdyrket med ris, majs, kaffe, peber og frugt. Man kan stadig på markerne se store huller (bombekratere), som i dag er små søer.

Det er stadig farligt at bevæge sig ud i bjergene på grund af mange ueksploderede bomber og granater, så derfor er det påkrævet at der følger lokale med.

Vi fortsatte op i bjergene, som grænser op til Laos. Her havde amerikanerne deres baser på toppen af bjergene, bl.a. Rockpile, som vi kunne se fra vejen. Nogle steder kørte vi ad “Ho Chi Minh stien”, som var et netværk af forsyningsveje til modstandsbevægelsen i syd.

I grænseområdet så vi sjove tykke folk, som kaldes “squared people”, det er folk som smugler cigaretter fra Laos og transporterer dem i en speciel vest på kroppen, så de ser lidt buttede ud.
I disse bjerges jungle gemte Viet Cong’erne sig og omringede amerikanerne. Der bor mange minoritetsgrupper i bjergene, og vi besøgte en stamme (ca. 200 pers), som hed Bru Van Kien, og byen hed Taran Village. Mænd og kvinder var ikke hjemme, de var ude af skaffe føde.

En af boligerne i Taran Village. Der var kun ældre kvinder og børn hjemme. Kvinderne røg en speciel pibe med tobak, og de holdt den i munden hele tiden. De havde deres eget sprog og havde ingen kalender, så de vidste ikke, hvor gamle de var. Kun ca. 1 afgrøde = 1 år. Husene stod på pæle, så høns og grise kunne gå under huset. Husene var store, så der boede sikkert mange familier i et hus. Huset bestod af et stort mørkt rum med et ildsted i den ene ende – ingen møbler el. lign., der lå nogle tæpper rundt omkring.

Efter frokost i Dong Ha kørte vi videre mod DMZ, som strækker sig 5 km på hver side af Bai Hai floden, som en gang dannede grænse mellem nord og syd. Vi gjorde ophold ved broen Hien Luong, som blev ødelagt i 1967, men blev genopført i 1973. Det var mærkeligt at stå på dette fredelige historiske sted, hvor så mange frygtelige ting skete, det gav stof til eftertanke.

Den amerikanske base Khe Sanh. Herefter kørte vi til den tidligere amerikanske base Khe Sanh. Der er intet tilbage af selve basen – kun lidt historiske skyttegrave-fly-tanks og lidt “salgsud-stilling” af patroner, lightere, hundetegn etc. Denne base blev omringet af Viet Cong’erne, som spærrede forsyningerne til amerikanerne og til sidst måtte de flygte derfra og opgive basen. Jorden omkring basen er igen opdyrket som kaffeplantage, som den var under den franske kolonitid.

Så gjaldt det Vinh Moc tunnelerne, som blev anlagt for at beskytte civilbefolkningen mod bombardementer. Befolkningen (ca. 600) boe-de her fra 1966-72, og kom kun ud om natten for at dyrke marker og skaffe mad. Der er på dette sted ca. 2 km tunnel i 3 etager og mange udgange går direkte ud til havet. Der ligger flere tilsvarende tunneller i dette område.
Vi gik ned igennem gangene, nogle steder måtte vi bøje os helt ned, da de sikkert ikke var mere en 1,50 m høje, visse stede var de dog gjort højere pga. turismen. Familierummene var ca. 2x3m, der var fælles møderum til diverse aktiviteter som møder, film og underholdning.

Fælleskøkkenet lå i underste etage, så røgen fortog sig på vej op. Der blev født 17 babyer hernede, selvom det var forbudt at få børn!! Alle børnene blev undervist i denne periode.
Man fatter ikke, at det er muligt at overleve under disse forhold.

Vores guide var 14 år under krigen og fortalte en masse spændende ting. Hans familie have dog ikke boet i tunnelerne, da han kom fra lavlandet, men de havde flygtet fra lejr til lejr længere og længere sydpå og havde efterladt alt, hvad de ejede bag sig.
Hans far døde 2 dage før krigen sluttede, da han trådte på en mine, og hans 2 brødre døde af sygdom pga. manglende behandling.

Herefter gik turen hjemad og det havde været en spændende dag med en masse indtryk. Trafikken er en oplevelse i sig selv. Det er vejene også. Highway 1, som går fra nord til syd, og er den eneste transportvej ud over jernbanen, er flere steder grusvej eller meget dårlig asfalt. Der er meget vejarbejde, men visse steder var der fin asfalteret vej, så der arbejdes på sagen, men alt foregår med håndkraft, så det går langsomt, de har dog vejtromler. Sikkerhed er en by i Rusland, børn sidder foran eller bagpå knallerter/motorcykler, og det er børn i alle aldre fra 1-2 år og opefter –
den ville ikke gå i Danmark med vores over-beskyttede børn.
De kender ikke til sikkerhedsseler eller cykelhjelme – de bruger det i hvert fald ikke. Børnene cykler alene i trafikken og leger ved hovedvejen, bader i floden uden svømmevest, ja man kan blive ved med at remse op.
Men de ser alle glade og trygge ud.

21. marts – Hoi An
Så er vi på vej til Hoi An i en hoppende bus, vi skal køre ca. 5 timer med nogle stop undervejs. I Vietnam findes specielle rutebusser, som kun kører med turister og stopper ved seværdighederne på vejen, eller hvis man har ønsker om andre stop, kan det aftales med chaufføren. Heldigvis skulle vi ikke med de lokale busser, de var altid propfyldte og de fleste stod som sild i en tønde. På taget var der bagage, varer, høns og grise.

Ophold på Restaurant Lang Co BeachSom beskrevet ovenfor er Hovedvej 1 en oplevelse med meget varieret vejkvalitet. Vi passerer små landsbyer med flittigt arbejdende befolkning og imellem byerne rismarker, så langt øjet rækker. Nogle byer er meget velfriserede, mens andre er mindre pæne. Affald ses også smidt på vejen. Her var virkelig noget at gøre for Svend Auken, som miljøminister igen.

Vejarbejde: man afspærrer ikke den ene halvdel, man kører glad hen over det nye stabilgrus og laver spor, så må vejtromlen i gang igen. Det skaber selvfølgelig beskæftigelse. Det ser meget rodet ud, og hvis man visse steder har afspærret en halvdel, bruges der halv store sten som afmærkning, ind i mellem kommer disse sten på tværs under bilerne, fordi man alligevel kører i den “forkerte” side, så standses trafikken, til stenen bliver fjernet. Ingen sure miner!!

Mange steder går vejen meget tæt på kysten, op og ned af bjergene, som ligger helt ud til kysten. Vi havde en smuk udsigt over vandet og nogle skønne sandstrande bl.a. på halvøen Lang Co, hvor vi gjorde ophold.

Vi havde også et stop ved Deo Hai Van passet (= Passet med skyer og hav). På toppen er en smuk udsigt over Da Nang bugten. Resterne af et fransk vagttårn og nogle amerikanske bunkers ligger her stadig. Under krigen skulle al trafik denne vej og blev tit udsat for angreb fra Modstands-bevægelsen.

Næste stop var ved Marmorbjergene, som mest består af kalksten, men visse steder også marmor, deraf navnet. Ifølge legenden opstod Marmorbjergene af et æg, som den guddommelige skildpadde lagde på stranden. Da ægget blev udklækket, gik skallen i fem stykker, som blev til de fem klipper, “De fem elementers Bjerge”. Vi besøgte forskellige huler, grotter og pagoder på vores tur rundt i bjergene.

Endelig ankom vi til Hoi An, som ser ud til at være en rigtig hyggelig by. Den ligger ca. 4 km fra en dejlig badestrand, der er en kajgade Bach Dang med masser af gode restauranter. Tidligere var byen Vietnams vigtigste havneby, men i dag er skibsfarten overgået til Da Nang.

Efter lidt frokost gik vi alle ned til en skrædder og bestilte tøj. Vi havde ikke planlagt specielle køb, men ville bare kigge. Inden vi gik derfra, havde Bent bestilt 1 habit, et par bukser og 2 silkeskjorter, jeg bestilte 2 sæt tøj i thaisilke, 1 silkeskjorte, 2 par bukser med tilhørende toppe. Total: 122$, det er ikke til at tro. Vi kunne prøve det dagen efter.
Vejret er varmt og solrigt ca. 30 grader. Vi daskede lidt rundt og spiste middag ved havnen.

22. Marts – Hoi An
I dag cyklede vi rundt i byen, og så seværdigheder, bl.a. et privat hus, hvor en ung pige af 10. generation af familien viste os rundt og fortalte om huset og familiens traditioner.

Videre til et smukt tempel og et hus med arbejdende kunsthåndværkere. Desværre kom vi lige i deres middagspause, så de fleste lå og sov. Vi fik dog vækket et par stykker, jeg købte et par silkesandaler!!

Til frokost mødte vi en meget sød vietnamesisk pige, som snakkede som et vandfald. Hun var 18 år, var gået ud af skolen som 12-årig og
tjente penge ved servering. Hun havde aldrig været uden for Hoi An – ja, det er en anden verden.

Efter frokost cyklede vi til stranden og badede og slappede af. Det var en skøn strand og vandet var 20-22 grader, gættede vi på. På vej tilbage til hotellet prøvede vi vores tøj, der var kun ganske få tilretninger, så vi kunne hente det senere, vi aftalte dog at hente det i morgen. Vi har ikke betalt noget depositum, de har ikke fået vores navn, så det er blind tillid.
Middagen spiste vi på restaurant “Rose” ved havnen, den havde vi fået anbefalet, vi syntes nu ikke, den var speciel god, og det tog meget langt tid med maden.

23. Marts – Hoi An
Vi havde lejet en båd til en tur til My Son, ruiner fra begravelsespladser fra kongeriget Champa, man mener det stammer fra det 4. årh., det man ser resterne af er dog fra 7-11. årh. Vi skulle dog mange trængsler igennem, før vi nåede så langt. Vi havde købt turen af en dame på gade (det skal man aldrig gøre, det lærte vi, og det var ikke en gang billigere end de officielle ture, men det var en tur kun for os fire!!!). Vi havde set båden og vi skulle starte kl. 8.00 til ca. 13.00.
Da vi mødtes, ville hun leje os cykler, da der var langt fra båden til My Son, så det var en fordel med cykler, hvilket vi ikke havde fået fortalt dagen før.

Vi havde cykler på hotellet, så dem hentede vi, og startede kl. 8.30 i en meget lille båd, slet ikke den, som hun viste os i går, den var vist i stykker. Vi fik installeret os, og sejlede af sted. Vi sad på gulvet på lave plastikstole i børne-størrelse, Bent fik hurtigt drejet sig, så det ene ben på stolen bøjede sammen, så han måtte sidde på en tværbjælke i båden sammen med cyklerne.

Det var en rigtig gammel fiskerbåd med motor. Speederen var en snor med en træpind i enden, og når han satte den på “autopilot” stak han pinden ned i et hul i dørken (tror jeg nok gulvet hedder på skibssprog).

Sejlturen gik op af Thu Bon floden på kryds og tværs mellem sandtanger på meget lavt vand, så det var med at finde sejlrenderne, så vi ikke gik på grund. Det var skipper god til bistået af sin meget “smukke” tandløse kone (hun havde mistet fortænderne ved et trafikuheld og havde selvfølgelig ikke råd til nye tænder).

Vi passerede små landsbyer langs floden og så, hvordan stenfiskerne graver sand/sten op fra bunden i kurve, skyller stenene i disse kurve indtil sandet er væk. Herefter læsses småstenene op i den lille lave båd, som senere sejlede stenene til en større båd, der ikke kan gå ind på lavt vand. Den store båd sejlede stenene ind til småbyerne, hvor de bliver losset og båret i land ved håndkraft i kurve.

Stenene bruges til byggeri og vejanlæg. Stenfiskerne bor langs bredden i små hytter på pæle.
Det viste sig, at sejlturen varede 3½ time, i går var det ca. 2 timer, så vi kunne da hurtigt regne ud, at vi ikke var tilbage kl. 13.00!!!
Vi nåede endelig My Son, troede vi, efter en sejltur i bagende hede, der var dog solsejl over båden, men da båden var lille, blev vi noget stegte. Kl. 12.00 blev vi sat i land i vandet ved en strand og måtte trække cyklerne gennem sandet, indtil vi nåede en grusvej, hvor vi kunne cykle. Skippers kone cyklede med for at vise vej. Vi havde fået at vide, at der var 20 min gang fra båden, så derfor var det bedre og hurtigere at cykle.
Det viste sig, at der var 9,5 km, det tog 55 min og det var middagshede ca. 35 grader. Om vi syntes det var sjovt? – nej vi var tossede. Vi forsøgte flere gange at spørge lokalbefolkningen, hvor langt der var. Svaret varierede fra 5, 8 til 16 km, så vi var på herrens mark. Havde jeg vidst, at der var så langt, var jeg blevet i “byen” ved vandet og ladet de gamle mursten ligge. Det var en drøj tur, solen direkte i hovedet, dårlige veje, så jeg var rigtig godt gal over, at vi var blevet misinformeret.

Da vi fuldstændig udkørte nåede My Son, var jeg så gal, at jeg ikke gad gå et skridt længere ikke en gang for at se på selve My Son. Vi talte med en fyr, som havde boet i Vietnam i nogle år, og han talte engelsk – endelig en man kunne kommunikere med. Han spurgte, hvor vi kom fra, de havde undret sig over, at vi kom cyklende, det havde de aldrig set før. Nej, det tror jeg!!! Så fortalte vi ham vores historie, og bad ham fortælle vores “guide”, hvor vrede vi var og at vi følte os snydt. Jeg spurgte, om der var en bil, som kunne køre os og cyklerne tilbage til båden, hvad det kostede, og vi aftalte at blive kørt retur til båden. Han fortalte dog også, at det var anstrengelserne værd at se My Son. Da vi hørte, at vi ikke skulle gå rundt, men blev kørt i jeep til ruinerne og blot skulle gå lidt rundt. Så smukt var det nu ikke, men det kan man jo aldrig vide på forhånd. Det var meget omtalt i vores guidebog.

Efter besøget i ruinerne var kl. 15.00, og selv om vi blev kørt til båden, havde vi stadig 3½ times sejltur retur, så vi satte Skippers kone af ved båden og fortsatte med jeepen til Hoi An mod ekstra betaling, men det var pengene værd. Der var ca. 40 km til Hoi An, og jeg tror, at over halvdelen af vejen var under reparation, så vi blev så støvede på tøj, sko, tasker etc. så vi så forfærdelige ud, da vi steg af ved hotellet. Men vi var glade over, at vore trængsler var forbi, at kl. kun var 16.00 og at et bad var inden for rækkevidde.

Morale: Køb altid udflugter gennem et bureau og ikke af damen på gaden.

Efter et skønt bad, hentede vi vores tøj fra skrædderen, gik ned til “damen”, som vi havde købt turen af (søster til skippers kone), og betalte for turen, vi betalte dog kun godt halvdelen af prisen. Middagen spiste vi igen på en af restauranterne på kajgaden.

24. marts – Nha Trang
Vi blev hentet kl. 10.30 og kørt til stationen i Da Nang. Toget skulle køre kl. 12.23, det var dog ca. ½ time forsinket. Det var svært at få plads til vores bagage, men vi havde heldigvis reserverede pladser.

Vi venter på toget til Nha TrangDet var OK sæder (soft seat), men aller bagest i kupeen lige ved døren, som ikke smækker af sig selv, så Bent og Søren måtte skiftes til at smække døren i, ellers larmede det for meget, da den var lige ud til mellemgangen, hvor vognene er koblet sammen. Vietnameserne rendte ud og ind ustandselig, så Bent og Søren havde ikke et minuts fred – var det ikke passagerer, så var det togpersonalet. Affald blev smidt på gulvet, et lille barn tissede på gulvet, så flere gange gik togpersonalet igennem vognene og fejede op. Plastikposer til affald i vognene er endnu ikke opfundet.

Så kom madvognen til de passagerer, der ikke havde mad med i billetten, der kunne købes ris og suppe. Nogle danskere, vi talte med senere fortalte, at på deres tur var der mulighed for at købe klække-færdige æg med dunede ællinger i. Det lyder ikke rart!!! Vores billet var inkl. mad og vores madbox bestod af ris, suppe, noget oksekød og et kyllingelår. Det smagte OK.

Vi nåede frem til Nha Trang ca. kl. 22.30 (ca. 1½ time forsinket). Fyren som hentede os på stationen, havde ventet i 1½ time, det er åbenbart ikke muligt at checke, om toget er forsinket, man må bare vente!! Hotel Que Huong er et hyggeligt hotel med hyggelige store værelser lige ned til stranden. Vi var sultne og tørstige, så vi gik ned på stranden til “Rainbow bar” og købte lidt mad og en dejlig kølig øl.
Der var en masse unge mennesker i gang ved baren og på dansegulvet. Vejret er skønt ca. 25 grader.

25. marts – Nha Trang
Vi har kun en dag her i Nha Trang, så vi ville se lidt på byen om formiddagen og slappe af ved stranden om eftermiddagen.
Inde i Long Son-pagoden. Vi lejede en taxa, som kørte os rundt i byen. Først besøgte vi Long Son-pagoden ved den Hvide Buddha. Pagoden er grundlagt i 1886 på toppen af et lille bjerg, men blev senere flyttet til det nuværende sted pga. voldsomme storme. Den blev delvis ødelagt under Vietnamkrigen og blev renoveret i 1970. På alteret ses en 700 kg. tung Buddha statue. Bent fik sin personlige “guide”, som fortalte alt om templet og buddhismen. Hun gik på skolen og blev undervist af munkene om aftenen og tjente penge om dagen som “guide/sælger”. Skolen fik intet tilskud fra staten.

Den Hvide Buddha er en stenskulptur på 24 m høj og selve Buddha’n er 14 m høj. Statuen blev opført som protest mod præsident Diems forfølgelse af buddhisterne.
Derefter kørte vi til Nga Pagar tårnene, som er byens vartegn.
Der er 3-4 tårne tilbage af den oprindelige 8-10 tårne.Tempelgruppen blev bygget fra 7-12.årh.
af cham-folket. Der er brugt samme byggeteknik som i My Son, d.v.s. Der er ikke brugt mørtel mellem stenene, men et tyndt lag harpikslignende materiale, hvorefter stenene er brændt, som et stort bål omkring tårnet.

Til slut nåede vi til Hon Chong klipperne. Her kastede vi os i et par ligge-stole og nød udsigten til bjergene og over vandet samt en kølig. Senere gik vi ud på klipperne, som ligner byggeklodser på stranden.
Vi blev sat af ved byens marked, hvor vi gik rundt og brugte nogle flere penge på bl.a. ure, urremme, bælter og solbriller. Vi smagte også krabber ved et gadekøkken – og vi blev ikke syge!
Senere fandt vi en restaurant, hvor maden blev lavet i privaten og vi sad på fortovet. Jeg tror det er de største portioner, vi endnu har set, og maden var meget frisk og veltilberedt. Det smagte rigtig godt. Igen var toilettet et kapitel for sig selv, selv om det var deres eget private, var det ikke lækkert.

Det blev sent inden vi nåede stranden. Lone og jeg nåede det ved 15-tiden. Bent og Søren havde lige et ekstra stop ved “Rainbow bar” på vejen. Lone og jeg gik i vandet, det var skønt varmt, men der var en meget høj og voldsom brænding, og der blev meget hurtigt dybt (ca. 1,60 et par meter ude). Bølgerne var meget voldsomme, Lone blev slået om kuld og fik skrabet sit knæ. Vi indtog et par liggestole og nu skulle Bent og Søren i vandet. Vi advarede dem om den stærke brænding, men det ka’ ikke røre store ånder. Pludselig så vi, at begge blev skyllet om kuld, og Søren mistede sine solbriller – jo, det var voldsomme bølger.

Om aftenen fandt vi tilfældigt en restaurant med en dejlig gårdhave i nr. 50 lige ved siden af hotellet på Tran Phu gaden. Tjeneren var studerende og arbejdede ved siden af sine studier på restauranten. Han kom fra nord ca. 40 km uden for Hanoi fra en bondefamilie, derfor måtte han selv finansiere sine studier. Han forslog, at han valgte nogle specialiteter til os, så vi fik smagt lidt af hvert. Et amerikansk par ved siden af sagde, at vi roligt kunne sige ja til, hvad end han forslog, alt var lækkert.

Udsigt fra vores hotel i Nha Trang. Det gjorde vi, og det var rigtig lækkert. Først fik vi nogle “Abalona” muslinger i en lysebrun skal, lidt større en blåmuslinger, derefter vietnamesiske forårsruller med en stærk krydret fars, dernæst friske store rejer kogt ved bordet i en gryde med et tykt lag groft salt.
Til slut en kyllingesuppe med masser af grønt og nudler. Det var alt sammen meget lækkert og tjeneren var meget sød og ville meget gerne fortælle om sig selv og Vietnam. Denne restaurant kan kun anbefales.

26. marts – Ho Chi Minh City (Saigon)
I dag har vi 8 timers bustur til Saigon. Vi blev hentet kl. 7.00 og bussen samlede passagerer op forskellige steder i byen. Kl. 8.10 startede vi sydpå mod Saigon. Inden vi nåede ud af Nha Trang skulle der lige skiftes dæk og fyldes benzin på. Dækket blev skiftet ved vejen ud for butikken med dæk, alt foregår ved håndkraft med meget primitivt værktøj. Vi håber da, det holder, der ka’ jo nå at ske meget endnu på 8 timers køretur.
Det var en køn tur langs kysten det meste af vejen og gennem et meget skiftende landskab.
Vi havde et par stop undervejs for at strække ben og spise frokost. Vi blev hentet af Mrs. Saigon ved bussen og blev kørt til hotellet, hvor vi fik at vide, at 1 nat var OK, men i morgen måtte vi flytte sammen i en suite med 2 soveværelser.

Nu gik det lige så godt med hotellerne!! Vi undrede os dog lidt, da vi fra Hue havde ringet til Mrs.
Vi ville ikke acceptere dette, hvis ikke vi kunne få Hotel Continental i samme vær. for 2 nætter, kunne vi lige så godt nu flytte til Grand Hotel, hvor der var plads. Efter ca. 3 kvarter, var vores værelser pludselig OK for 2 nætter. Det er meget store og flotte værelser – 2 vær. en suite.

Vi gik en tur i byen, men da det var mørkt, var det svært at danne sig et indtryk af byen, Vi må vente til i morgen. Det var også svært at finde en middagsrestaurant i det område, vi gik i om aftenen, men det lykkedes dog – ikke det mest ophidsende.
Det viste sig at være en kinesisk restaurant, som var kæmpe stor, vi havde næsten hele restauranten for os selv, så der var mange tjenere omkring os.

Der var en frygtelig larm af air condition anlægget og pumper til bassinet med fisk og skaldyr. Lone, Søren og Bent bestilte “Peking and”, men blev skuffet,det var slet ikke, som vi fik den i Kina.

27. Marts – Ho Chi Minh City (Saigon)
I dag gik vi rundt i byen og så forskellige seværdigheder, det var jo begrænset, hvad vi kunne nå på en dag. Vi startede ved Domkirken, bygget i 1877-83. Den ligner meget Notre Dame i Paris med 2 høje tårne på facaden. Foran kirken står en statue af Jomfru Maria.

Hovedpostkontor med buster bla. af H.C.Ørsted. Hovedpostkontoret, som ligger over for kirken, kiggede vi også lige ind i. Det er sjældent, at posthuse er en seværdighed, men dette er helt specielt. Det er bygget lidt senere end kirken og på facaden er der buster af videnskabs-mænd, som har haft betydning for udviklingen af telegraf og elektricitet. Vores danske H. C. Ørsted var blandt busterne. Selve bygningen indvendig har flotte loft- og vægmalerier, der bl.a. viser telegraf-linjerne mellem de tidligere franske kolonier.

I Præsidentpaladset tog vi en rundvisning med guide. Det blev bygget i 1870’erne til general-guvernøren over Indokina. Da franskmændene forlod landet overtog præsident Diem paladset. Diem var ikke særlig populær, fordi han forfulgte bl.a. Vietnams buddhister. Bygningen blev bombet i 1962 af Diems egne piloter. Den var færdig genopbygget i 1966 og blev døbt “Uafhængighedspaladset”.

Det var interessant at befinde sig på dette historiske sted og se præsidentens officielle repræsentations-lokaler og familiens-tjenestefolkenes saloner.

Der var kælder i flere etager, hvor der var kommandocentral, sikkerhedsrum og køkken.
På toppen var der bar med dansegulv og en lille scene, hvorfra der var en flot udsigt over byen samt udsigt til præsidentens private helikopter landingsplads. Omkring paladset var opstillet nogle af de kampvogne, som på befrielsesdagen brød gennem jerngitteret omkring paladset.

Vi var også forbi den tidligere amerikanske ambassade, hvorfra helikopterne fløj i fast rutefart under befrielsen af Saigon. Det var nu en meget undselig bygning.
Frokosten indtog vi på tagterrassen af Hotel Rex, hvor der skulle være en flot udsigt over byen. Herfra kunne man se Folkekomiteens hus, det tidligere rådhus, bygget af franskmændene 1901-08. Foran på pladsen står en statue af Ho Chi Minh.

Efter frokost lejede Bent og jeg en cyklo, og cyklede til Jadekejserens Pagode. Pagoden blev bygget af kinesere i 1909 og består af 2 bygninger med en charmerende forgård. I selve templet troner “Jadekejseren” for enden. Templet er meget farvestrålende.

Domkirken, ligner Notre Dame i ParisEfter dette besøg cyklede vi til det store marked. Her købte vi igen lidt forskellige ting som soltoppe, solbriller og bælter. Søren og Lone mødte vi, de havde også været på marked – endnu et par sandaler fik Lone og jeg købt. Bare vi ikke får overvægt i flyveren hjem!

Middagen spiste vi på restaurant Mandarin, som var blevet anbefalet af hotellet og i guide-bogen. Det var en meget pæn restaurant og maden var MEGET lækker, men vi fik også lov til at betale for det. Det var vores sidste aften, så vi syntes, vi havde fortjent lidt ekstra.

28. marts – Bangkok
Vi blev hentet ved hotellet kl. 11.00 og blev kørt til lufthavnen. Fly til Bangkok tog godt en time. Herefter havde vi 10 timer i Bangkok. Vi anbragte vores håndbagage i bagage-opbevaring og tog en taxa til byen. I den første taxa, vi fik sat os i, ville chaufføren ikke køre efter taxameter, så vi bad ham stoppe. Det ville han ikke i første omgang, men til sidste standsede han. Vi havde fået at vide, at hvis ikke man kørte efter taxameter ville man blive snydt. Den næste havde vi intet problem med.

Vi blev kørt til Sukumvit Road, hvor der er marked på begge sider af gaden, der var ca. 30 grader, og klokken var ca. 16.00. Vi var tørstige og fandt hurtigt en kølig øl. Så fortsatte vi ad gaden og købte igen lidt småting. Senere spiste vi en dejlig middag, inden vi igen tog en taxa til lufthavnen.

-og vi slutter af med en sød vietnameser Flyet var ca. 1 time forsinket og flyveturen gik, som sådan en gør. 10½ time er meget langt, så vi var glade, da vi landede i Kastrup og kunne komme ud og strække benene rigtigt.

En meget spændende og oplevelsesrig tur var slut, og nu glæder vi os til at se alle vore fotos og på den måde genopleve vore indtryk.

FACTS OM VIETNAM:
Der bor 79 millioner mennesker i Vietnam. Hovedstaden hedder Hanoi og har et indbyggertal på en million. Vietnam dækker et areal på 330.000 kvadratkilometer.
Befolkningen i Vietnam består af 85 procent etniske vietnamesere, tre procent etniske kinesere, mens resten udgøres af omkring 60 forskellige etniske grupper.

5 vigtige årstal:
1858 Franske og spanske styrker stormer Da Nang, efter at adskillige missionærer er blevet dræbt. Året efter bliver Ho Chi Minh City, der i dag hedder Saigon, erobret.

1867 Franskmændene har nu erobret hele det sydlige Vietnam, der efterfølgende kommer til at gå under navnet “the French colony of Cochin-China”.

1954 Kommunistiske guerillaer under ledelse af Ho Chi Minh gør oprør mod den franske dominans, og Ho Chi Minh erklærer Vietnam uafhængigt efter 2. Verdenskrig. Erklæringen fører til flere voldelige sammenstød med franskmændene, og det hele kulminerer med det franske militærs nederlag ved Dien Bien Phu i 1954. Samme år bliver Vietnam delt op i et kommunistisk nord og et anti-kommunistisk, USA-støttet syd.

1965 Den verdensberømte og berygtede Vietnam-krig starter og bliver et mareridt for både Vietnam og USA. Der bliver lavet en fredsaftale i Paris i 1973, og to år senere kapitulerer Saigon til de kommunistiske styrker.

1991 Afslutningen på den kolde krig og Sovjetunionens kollaps betyder, at Vietnam og Vesten begynder at finde hinanden, og stille og roligt begynder Vietnam at åbne op og er i dag blandt andet et meget populært rejsemål.